Efter et usædvanligt og chokerende præsidentvalg i USA, kunne vi godt bruge en tidlig julegave. Og heldigvis står Sting klar med et lille lys i mørket.
Efter kvalificerede, men også småkedelige afstikkere til musical, folkemusik og julesange er den gamle Police-frontmand vendt tilbage til pop-rocken. Og ’57th & 9th’ er en udelt sejr - for både Sting og os.
Ikke alene har den britiske musik-aristokrat begået en stribe iørefaldende melodier. Teksterne er også begavede, poetiske og gennemarbejdede.
Og endelig holdes opmærksomheden fanget af udelukkende opfindsomme, men aldrig forcerede arrangementer
Svær balance
Som få andre ved Sting, at underdrivelse fremmer forståelsen - man skal ikke overlæsse en god sang, der sagtens kan stå alene. Men med det helt rigtige arrangement kan en simpel melodi til gengæld også vokse i både potens og effektivitet. Og på hans skønne nye album ’57th & 9th’ får vi dybt tilfredsstillende eksempler på begge dele.
Ironisk nok lægges der for med albummets eneste lidt svage sang. den første single ’I Can’t Stop Thinking About You’. Her minder både melodi og akkord-forløb alt for meget om adskillige gamle Police-sange.
Men efter gennemarbejdede og inspirerede sange som ’5000’, ’Down, Down, Down’ og ’One Fine Day’ forstummer al kritik. Og personligt nød jeg allerede fra første gennemlytning hver en tone og hvert et ord på ’57the & 9th’.
Som lytter føler man sig desuden dybt respekteret i Stings selskab. Solistens personlige kvalitetskontrol er nemlig uhørt striks i en branche, hvor det værste skrot ofte slipper igennem nåleøjet. Og ligesom små nip af den fineste vin fornemmer man, at Sting ikke udsender noget, han ikke selv kan stå 100 procent inde for.
Stille rock
Interessant nok er store dele af ’57th & 9th’ påfaldende afdæmpet. Men selvom sange som ’If You Can’t Love Me’ og ’Ishalla’ sjældent hæver sig over en afdæmpet samtale, så opstår rocken (for hjertet) i det ocean af intense følelser, der hele tiden bobler lige under overfladen.
På ’Petrol Head’ beviser Sting, at han sagtens kan rocke på den gammeldags måde, uden at det går ud over melodien eller teksterne. Stemmen er blot blevet endnu mere udtryksfuld med alderen. Og hvis Sting af én eller anden årsag gik på pension nu, så ville den afsluttende ballade ’Empty Chair’ være et værdigt farvel.
