For fem år siden, følte Tindersticks’ omdrejningspunkt, Stuart Staples, trang til at forsøge sig som solist, og det hovedforetagendet blev sat på midlertidigt vågeblus. "Dobbelt-S" havde dog hverken den store kunstneriske eller kommercielle succes på egen hånd, og nu er Tindersticks tilbage med album nummer syv, ’The Hungry Saw’.
Bandet er skrumpet til en trio i de år, der er gået, så i dag er kun Staples, guitarist, Neil Fraser og pianist Dave Boulter tilbage. På det musikalske plan er der dog ikke sket forfærdeligt meget, og det er både godt og skidt, for det betyder, at trioen stadig mangler et godt stykke for at nå 90’ernes selvbetitlede mesterværker. Dermed ikke sagt, at ’The Hungry Saw’ er noget ueffent udspil, for det er det så langt fra.
Efter en kort, instrumental klaverintro, åbner ’Yesterdays Tomorrow’ seancen, og sætter en høj standard fra første minut. Strygere og blæsere føjes som altid til det i forvejen noir lydbillede, mens Stuart Staples med sit æggende croon klæder Tindersticks’ kammer-rock perfekt. Dét er altid en fornøjelse at lytte til.
Det lidt kedelige er, at Tindersticks mestendels spiller sikre kort ud. Som altid bliver lytteren budt på mangen en sørgmodig sang, men denne gang er der indlagt små instrumentale intermezzoer mellem numrene – ’E-Type’ og ’The Organist Entertains’ udgør pusterum i den melankolske stil, der ellers kun brydes med titelnummeret og dets nærmest lystige melodi.
Der er dog enkelte undtagelser. Eksempelvis i den dystre ’Mother Dear’, hvor Neil Frasers støjende og skæve guitar skaber uventet kaos mod sangens slutning. Og med ’Yesterdays Tomorrows’, den episke lukker, ’The Turns We Took’, den håbefulde ’The Flicker of a Little Girl’ og den lille klaver- og violinsonet ’Come Feel the Sun’, føjer Staples & co. endnu et par esser til det rige bagkatalog.
Alligevel sidder man tilbage med fornemmelsen af, at dette comeback mangler et eller andet nævneværdigt nyt, når nu Tindersticks ikke evner at skrive sange, der lever op til 90’ernes storhedstid.
