Amerikanske Rickie Lee Jones’ karriere strækker sig over godt 30 år. Siden den mesterlige, selvbetitlede debutplade (og milepæl inden for kvindelig sangskrivning) fra 1979 har hun – over mere end ti plader – brilleret med fantastiske sange tilsat en unik og krystalklar vokal.
Tilbage i 70’erne lå Jones’ musik i naturlig forlængelse af Joni Mitchells sofistikerede folk tilsat Tom Waits’ bar-swing, men siden har musikken mistet meget af gnisten, og inklusive sidste års soul-inspirerede ’Balm in Gilead’ er det efterhånden ved at være længe siden, den 55-årige sangerinde har udgivet en bemærkelsesværdig plade.
At stemmebåndet imidlertid ingenlunde er rustet i takt med sangskrivningen, beviste Rickie Lee Jones i aftes med en to timer lang koncert i Vegas store sal.
Bakket op af den fortrinlige bassist Joey Maramba – der lagde en perfekt bund i musikken med effektfyldte bastoner – og den sorte perkussionist Lionel Cole viste veteranen sig fra sin bedste og mest humørrige side.
Og det i sig selv var en positiv overraskelse, eftersom Jones’ optræden i Århus for en uge siden efter sigende skulle have været negativt præget af hendes humørsvingninger.
Åbningen af aftenens koncert med en næsten kvarterlang radikalt omarrangeret elektronisk udgave af ’Living It Up’ tændte derfor alarmklokkerne fra start, men der blev hurtigt rettet op på sagerne kort efter med en fortrinlig udgave af ’Weasel and the White Boys Cool’.
Fantastisk og tidløst
Her fra fik vi intet mindre end to timers smukke sange og underholdende sniksnak fra Rickie Lee Jones, der lød ganske oprigtig, da hun kort inde i koncerten kaldte København for en af sine yndlingsbyer.
’It Must Be Love’ ramte plet tidligt i sættet, og kort efter kom aftenens højdepunkt i form af den fantastiske og tidløse ’The Last Chance Texaco’, der utroligt nok stod endnu stærkere, end den i forvejen gør på plade.
Det velopdragne publikum (hvoraf de fleste vist havde set Jones én gang eller to tidligere) lyttede stille og respektfuldt til sangene, som for alvor foldede sig ud, mens man fornemmede på aftenens hovedperson, at hun følte sig i godt selskab.
Sange som ’Young Blood’ og soul-duetten med trommeslageren Lionel Cole, ’Old Enough’, løftede sig fra scenegulvet, mens fortolkningerne af henholdsvis Traffic og Tom Waits, ’The Low Spark of High Heeled Boys’ og ’Rainbow Sleeves’ imponerede side om side med sangerindens egne sange.
Negativt og positivt
Over to timer kunne Rickie Lee Jones dog ikke se sig fri for at træde vande et par gange undervejs.
Særligt de nyere sange fremstod for ensformige, og da ’His Jeweled Floor’ blev udvidet til ti minutter og mundede ud i eksperimenterende bas- og guitarfeedback, fik man frygtelige associationer til den famlende start halvanden time tidligere.
Med det var i sig selv en oplevelse at overvære Rickie Lee Jones brillere med sin fantastiske stemme, ose af overskud og ryste vittige indlæg – som hun ofte improviserende ind i sangteksterne – ud af ærmet.
Som gave til det respektfulde publikum blev der til slut taget imod ønsker fra salen, og ekstranumrene talte derfor fanfavoritterne ’Chuck E’s in Love’ og ’A Lucky Guy’, der understregede, at aftenens positive stunder i hvert fald overskyggede de negative.
Rickie Lee Jones’ 55-årige stemme sejrede.
