Som huller i hovedet defineres generelt, skal der nok også være dem, der mener, at den følgende svada fra denne kant er rent gennemtræk på niveau med et møllehjul i monsunvind. Det bliver så de pågældendes problem, for det ændrer intet – som i INTET – ved, at intet band i verden er bedre til at sparke sæsonens første festival i gang, som den tibenede britiske boogiemaskine Status Quo er det. Små fem årtier inde i karrieren.

Og det var der da heldigvis en 20.000 stykker på Jelling Festival, der var enige med mig i. Hver gang man møder ’Da Quo’, som englænderne kærligt kalder institutionen fra London, efter alle disse år, er det som at møde en smuk elskerinde fra fortiden. Hun er utroligt nok lige så smuk, som hun var dengang, og hun synes af årsager bedst kendt af sin psykiater også, at du er lige så dejlig, som du var i din spændstige ungdoms vår.

Og lad os da så for fanden få holdt den fest. Som vi altid holder den, når vi mødes. Vi starter med en svingom med ’Caroline’, for der er nu ’Somethin’ ’bout You Baby I Like’, i og med at det hele handler om ’Rock And Roll And You’, uanset om du kan være en ’Mean Girl’ ind imellem. Du er min ’Little Lady’ og ’Big Fat Mama’ på samme tid, og jeg kommer altså ’Creepin’ Up On You’.

Alt i alt er det kærlighed. Til dig og rock and roll og til dét band, som bemeldte små fem årtier inde i karrieren stadig spiller samme rock og rul med større overbevisning end de fleste.

En kærlighed, som på sæt og vis altså er mageløs. Deroppe på scenen står Quos to hovedmænd stadigvæk, guitaristerne og sangerne Francis Rossi og Richard Parfitt, svinesolidt bakket op af trommeslageren Mark Tetley, pianisten Andy Bown og bassisten John ’Rhino’ Edwards. Begge de gamle er 63 år, og de banker de til boogiebæstet som i deres ungdoms vår – i Parfitts tilfælde endda på trods af at han gennem de sidste femten år har været igennem både en firedobbelt bypass-operation og en kamp mod kræft i halsen.

Men som Huey Lewis engang påpegede: The Heart Of Rock And Roll Is Still Beating. Og så længe Status Quo (Status Wouuw eller hva’?) står deroppe, lever rocken videre. Den har det endda ret godt uanset, hvad diverse intellektuelt udfordrede TV-producere prøver at prakke dig på af variabelt hjernelamme talentshows i musikkens navn.

Jeg ved godt, at mange vil hævde, at dét Status Quo laver, er nemt. Det er jo ’bare’ de dér tre akkorder og alt dét dér. Her er så nyt til jer: det er ikke nemt at spille denne vare så rent, swingende og rigtigt, som Status Quo gør det.

Og hvis du ikke fatter det, så kan jeg altså ikke gøre noget ved det.

AF STEFFEN JUNGERSEN