En magisk og helt igennem uperfekt aften i Falconer Scenen med Kris Kristofferson

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Før aftenens koncert med Kris Kristofferson blev der solgt ørepropper i foyeren. Temmelig ironisk taget i betragtning, at den legendariske, 76-årige highway man optrådte næsten solo med en akustisk guitar.

Ikke mindre ironisk taget i betragtning, at denne anmelder tilhørte den yngre del af publikum. For nu at sige det sådan.

- De skulle måske nærmere sælge fru Møghe-hørerør, som en ung fløs sagde det. Kris Kristofferson, Johnny Cash, Willie Nelson og Waylon Jennings havde givet ham en røvfuld.

På den anden side. Skulle der blandt publikum havde indsneget sig en enkelt puritaner med berøringsangst overfor livets skyggesider, havde ørepropper måske gjort fyldest. For Kristoffersons sange er stærk La' Kris.

Teknisk set stemte det ikke

Forestil dig scenen i Falconer som en del af en filmoptagelse. Selvfølgelig med Jeff Bridges i rollen som Kristofferson og en krakilsk, perfektionistisk instruktør i feltstolen. Den scene ville blive taget om og om igen. For ud fra en ren teknisk synsvinkel der var ikke meget, der stemte denne aften. 

Mr. Kristoffersons stemme er ikke just, hvad den har været. Slet ikke her til aften, hvor han tydeligvis kæmpede med en kraftig forkølelse. Som den selvironiske mand selv formulerede det:

- I har købt nogle dyre billetter for at se et gammelt røvhul pudse næse.

Som guitarist gør Kristoffersen, hvad han skal for sine sange, men over en time og tre kvarter er hans spil monotont. Rent musikalsk kunne Kristoffersen med fordel hyre det første det bedste band fra en af klubberne på Broadway i Nashville, Tennessee. 

Men, som den gamle womanizer sagde til BT i 2008, betyder de mange husholdningsbidrag, at han har sparet bandet væk.

Magiske momenter på stribe


Alligevel skulle det vise sig at blive en aften, hvor de magiske momenter kom flyvende som sydstatsbomuld, når høsten bliver forstyrret af en efterårsstorm.

For Kris' sange handler ikke om perfektion. Det er sange fra livets slagmark, om kampe mellem Gud og Djævelen, mand og kvinde, tørst og ønsket om at blive en bedre mand. Det er sange om at være så langt ude og på røven, at hvilken som helst dørmåtte på nævnte Broadway har større livsvilje.

Eller som han synger, hvor 'freedoms just another word for nothing left to lose'.I interviewet fra 2008 fortalte Kristofferson f.eks., at han engang var så kronisk fuld på en filmoptagelse, at selskabet var nødt til at hyre en bodyguard til at beskytte filmholdet. Mod Kris.

Det er sange om dyb og isnende ensomhed og håbløshed. Som i det to hit, som selvfølgelig også blev leveret denne aften, 'Sunday Mornin' Coming Down' og 'Help Me Make It Through The Night'.

De beskidte sange bor stadig i Kris

Bono har sagt det. Den dag han kan skrive en sang som sidstnævnte, er han udlært.

Det er muligt, at den tørlagte Kris Kristofferson har fundet Jesus - og Hallelujah for det - men som han står der på scenen, diskret oplyst af nogle enkelte blå lamper, er det tydeligt, at sangene fra hans beskidte storhedstid stadig bor i ham. Og han i dem.Jeg blev fanget allerede i den tredje sang 'Me And Bobby McGee'. Da Kristofferson tilføjede navnet Janis til teksten. Han skrev oprindelig sangen til mrs. Joplin. Han holdt hende i hånden, da hun døde, goddammit.

Sådan var aftenen fuld af gyldne momenter. En både usikker og rørende version af den, lets face it, dybt sentimentale 'Jody And The Kid'.

En prunkløs version af en af rockmusikkens bedste 'nu er det vist på tide at skilles'-sange 'For The Good Times, hvor Kris lod hånt om forkølelsen og sang igennem.

Forelskelsens flygtighed

En dæmonisk version af 'Forever Moment'. En af de sange, der bedst, både følsomt og kynisk, beskriver forelskelsens iboende flygtighed og storhed på én gang.

Det fuldstændig nøgne, uperfekte, til tider famlende, tumlende sang og spil klæder sangenes kerne.

Som koncerten gik, blev den gamle country/rock-sanger tydeligvis rørt om sit gamle machohjerte. Publikum var med ham.

Man kan mene om den salvelsesfulde del af Kris sange, hvad man vil. Han gav 'The Pilgrim', Chapter 33', 'To Beat The Devil' og The Promise' i rap. For eksempel at de totalt mangler nerven og smerten fra de gamle sange.

Far, du skyder skylden på nogle andre

På den anden side skulle man være et skarn, hvis man ikke undte manden at udfri den længsel, han synger om i 'Sunday Morning Coming Down'. Lørdag aften i Falconer scenen kunne man ikke undgå at blive påvirket af den taknemmelighed, den ædru country-gud udstrålede på scenen.

Som da han præcist og morsomt fortalte om dengang hans femårige søn gennemskuede en af faderens sange om alkoholdjævelen, 'The Silver Tongued Devil And I'.

- Far du skyder skylden for dine fejl på nogle andre (djævelen, red.).

Desværre skulle den banjospillende datter Kathy med på scenen i nogle numre. Hun ser sød og utrolig glad ud, hun synger såmænd også godt. Der var bare overhovedet ingen samklang mellem hende og hendes far, og det gik tydeligvis ud over den sygdomshærgede sangers koncentration. 

Det burde trække ned til fire stjerner. Men som Kris Kristofferson synger i 'Heart':

- I may not get to heaven, but I've seen a lot of stars.

Fem helt præcis. Som tak for magien.