EPA/DANIEL KARMANN
EPA/DANIEL KARMANN Foto: DANIEL KARMANN

Sloveniens absolutte kultureksport, industrial-med-mere-gruppen Laibach, trak overskrifter i verdenspressen sidste år, da de gav koncert i, af alle steder, Nordkorea, et på mange måder klassisk Laibach-træk fra en gruppe, der altid har balanceret fornemt mellem spøg og alvor.

Som om en koncert i Nordkorea ikke var let bizart nok i sig selv, valgte den slovenske gruppe, ved samme lejlighed, blandt andet at fortolke sange fra "The Sound Of Music", og netop disse fortolkninger var da også på programmet til koncerten i København.

Det var nok engang københavnske ArtFreq, der kunne tage æren for at præsentere den i dag vel ret beset legendariske gruppe, og det var da også en nærmest fyldt sal, der tog imod de fem sortklædte slovenere, der på vanlig vis dyrkede stenansigt og ingen reel kontakt med publikum, i en sådan grad at der, mellem numre var indlagt indspillede beskeder som "we love you" og "you are our best audience" – sarkasmen var naturligvis til at få øje på.

Det var den tekniske kunnen også, helt fra begyndelsen af, ikke mindst hos de to flankerende synthesizerherrer, Luka Jamnik og Rok Lopatic, som leverede både tangenttemaer, klangflader og decideret støj undervejs. Janez Gabric var taktfast på sit trommesæt – naturligvis, fristes man til at sige, det er jo Laibach – mens både Milan Fras og Mina Spiler leverede fornemme vokalpræstationer, Spiler også undervejs aktiv på synthesizer.

Gruppen kom pompøst fra start med den lange og imponerende Grieg-fortolkning, "Olav Tryggvason Poem", der bød på både atmosfæriske støjflader, bombastisk Laibach-lyd og en passage, hvor Mina Spiler gav den som en anden Enya, og Laibach demonstrerede helt fra begyndelsen af, at her er tale om en gruppe, som aldrig har stillet sig tilfreds med at blive placeret på en enkelt hylde.

Herpå fulgte et par numre fra WAT som, til trods for at de har gode tretten år på bagen, virkede skræmmende aktuelle i forhold til de seneste måneders politiske situation omkring flygtningestrømme i Europa, måske ikke mindst "Now You Will Pay", som gik direkte i flæsket på den tiltagende racisme, med linjer som "They'll come out of nowhere, they'll enter your state. The nation of losers, the tribe full of hate. With knives in their pockets and bombs in their hands, they'll burn down your cities and your Disneylands."

The Hills Are Alive

Laibach forlod scenen, og deres medbragte skærme lod vide, at nu var der femten minutters pause, som blev brugt til at spille Wienervals som baggrund, dette naturligvis fordi man efterfølgende tog fat på koncertens fire "Sound Of Music"-fortolkninger, nemlig "Do Re Mi, Edelweiss", "Sound Of Music" og "Favourite Things".

Laibach trak ikke i Lederhosen. De fire filmfortolkninger bød blandt andet på flygel og arbejdede også med god dynamik mellem Milan Fras' afgrundsdybe vokal og Mina Spilers kølige ditto, her og der med tung rytmik, dog uden at der gik egentlig industrial eller techno i den. Skærmene i baggrunden bød på alt fra nordkoreansk hyggepropaganda til My Little Pony, og så må man ligesom selv drage konklusionerne.

Man kunne måske i udgangspunktet have forventet, at Laibach ville kaste sig ud i det aldeles groteske lige netop i mødet med noget så familievenligt som "Sound Of Music", men det var egentlig ikke tilfældet.

Man fornemmede snarere en vis respekt for de originale forlæg, men med en undertone af mørk humor, som det ofte er tilfældet hos den slovenske gruppe, hvor man føler sig på lidt gyngende grund. Hvor alvorligt mener de det her? I så fald hvad mener de egentlig? Som altid stod spørgsmålene behageligt ubesvarede.

Spectre

Efter de fire fortolkninger fra "Sound Of Music" fulgte en stribe numre fra gruppens seneste album, den fremragende "Spectre" fra 2014. De akustiske trommer fungerede fint og tungt, men jeg kunne måske godt have ønsket mig lidt mere elektronisk rytmik på disse numre også. Numrene fungerede godt og kraftfuldt live – Laibach er virkelig dygtige til det de gør, og det er en fornøjelse at være vidne til.

Jeg har efterhånden været til et hav af koncerter indenfor disse genrer, og Laibach befinder sig stadig i den absolut øverste ende af skalaen, hvilket gør dem til et rigtig godt livenavn. Netop på grund af vægtningen af deres materiale fremstod Laibach også som (uhyggeligt) relevante, som et spøgelse fra Den Kolde Krig, som en vampyr fra det golde Østeuropa, et minde om noget vi måske har glemt og som aldrig skulle glemmes.

Den der leg med fascistiske symboler er jo ikke kun sjov og narrestreger og har aldrig været det. Gruppen har en til tider ligefrem grotesk form for humor, og tak for det, i øvrigt, men tag ikke fejl, Laibach tager også fat i vægtige emner, og det var koncerten i København et udtryk for.

Således var det bestemt heller ikke gruppens største træffere, der udgjorde aftenens sætliste, om end den fængende og fantastiske "Whistleblowers", også fra "Spectre", er et godt bud på ny aspirant i den kategori. "Resistance Is Futile" blev sidste nummer inden gruppen forlod scenen, men der blev naturligvis klappet på ekstranumre.

Spil et hit

Laibach vendte tilbage, og med MS10-science fiction-støj og avantgarde-klaver, som havde Pierre Boulez rejst sig kortvarigt fra graven. Der gik nogen tid, før man genkendte "Smrt Za Smrt", der stammer fra tiden før Laibachs store gennembrud i Vesten, en dyster og dramatisk sag, der var blevet rearrangeret endog en hel del til lejligheden og næsten fremstod, i hvert fald i passager, som helt nyt nummer, hvilket fungerede rigtig godt. Afgjort en velfungerende udgave af den gamle sag.

Og så blev det hit-tid. Bastant marchrytmik og Milan Fras' gravrøst varslede "Opus De"i, eller "Life Is Life", Laibachs groteske Wagner-frontalangreb på Opus' gamle firserhit, hvilket bestemt vækkede genkendelsens glæde hos salen.

Sådan godt halvvejs inde i nummeret slog Mina Spiler over i tysk og fortsatte med "Leben heiBst Leben", Laibachs tyske version af samme sang, i langsommere tempo og med tungere marchrytmik. Det er vist kun Laibach, der kan få endnu mere folkets jubel ved bevidst at trække tempo ud af det helt store hit, men det fungerede i den grad, netop i kraft af rytmebunden, som blev tungere.

Herpå bukkede slovenerne kort og forlod scenen. En lille finurlig filmsekvens om koncerten i Nordkorea blev vist på de medbragte skærme, og så var det forbi. Her kunne man godt have brugt et ekstranummer mere til at gå hjem på. Men det Laibach leverede gjorde de godt. Mange fans savnede nok fuldtræffere som "Geburt einer Nation", "The Final Countdown", "God Is God", "Tanz mit Laibach", men til gengæld gav gruppen så en lidt anderledes koncert end vanligt, hvilket var en bonus for de af os, der har oplevet dem mange gange før.

Gruppen stillede op i samme formation, som sidst de gæstede Danmark, på Statens Museum for Kunst, en formation, som jeg personligt synes fungerer rigtig godt. Det er muligt, at der ikke var lige så megen Sturm und Drang over Laibach som i fordums tid, men til gengæld masser af musikalsk overskud, naturligvis leveret køligt og afmålt, og med en sætliste, der var udvalgt med omtanke.

Med andre ord; det har var måske ikke en fest, men hvis Laibach reflekterer over tidens tegn, så må man blot konstatere, at det er ikke tid til fest nu, det er tid til omtanke, tid til nok er nok. Selv mere end 35 år inde i karrieren fremstår Laibach stadig som relevante og vedkommende, og deres leg med fascismens forføreriske strategier burde i virkeligheden være pensum i alverdens musiklektioner.

Laibach, DR-Byen, København, lørdag d. 16. januar 2016

 

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook