Singer-songwriteren Sean Rowes fremragende og introverte, men givende album ’Magic’ udsendes endelig på verdensplan efter to år i undergrunden – det er en lille åbenbaring.

Meget skal der til, før man virkelig lader sig forføre af en singer-songwriter. Lige siden Dylan og senere Cohen og Young i 60’erne satte nye standarder for, hvad man kunne gøre med en guitar og lidt backinginstrumenter, har solistopkomlinge stået på disse ikoners skuldre.

Så der er efterhånden langt mellem de, som formår at tilføje solist-feltet noget interessant, men Sean Rowe, der kommer fra Troy i New York, har ét eller andet. Det vil sige, han har både stemmen, teksterne og melodierne, og hans album ’Magic’ står som et friskt pust på scenen.

Egentlig er pladen to år gammel, men den udsendes først nu på verdensplan af selskabet ANTI-, der blandt andre huser sangskrivergenier som Tom Waits, Joe Henry, Neko Case og den oversete banjo-crooner William Elliott Whitmore. Hér passer Rowe perfekt ind.

Hans særegne baryton sammenlignes med Van Morrisons, hvilket giver ganske god mening; den specielle frasering og den skæve lyrik har de to i hvert fald til fælles, men hvor Van the Man læner sig op ad jazz’en, er Rowe rodfæstet i folk’en, som han opdaterer på betagende vis.

Direkte vanedannende

Stemmen er i centrum fra første minut af den netop Van Morrison’ske åbner ’Surprise’, der vugger hvileløst af sted. Rowe crooner sig hæst gennem dens sublime tekst, inden alt bremses af den lunefulde ’Time to Think’, der varsler, at ’Magic’ i hvert fald ikke bliver en plade på frihjul.

Var man i tvivl, understreges det efterfølgende af en af albummets smukkeste og bedste sange, den atmosfæriske ’Night’, hvor hovedpersonen bag sin seksstrengede filosoferer over sit liv og barndom foran rumklangsguitarer, der iscenesætter nattestemningen. Det er direkte vanedannende.

Og ’Magic’ fortsætter såmænd med højdepunkt på højdepunkt tilsat overraskelser som den rovrockende ’Jonathan’ og ’Wrong Side of the Bed’, der fusionerer Dylans ’Things Have Changed’ med Cohens ’Everybody Knows’ med et mindst lige så ildevarslende resultat.

Giver Cohen baghjul

Sean Rowe er simpelthen suveræn, når hans baryton og malende lyrik står alene bag en afdæmpet akustisk guitar, som når han klager sig rallende gennem ’Wet’, der arbejder sig mod et storladent klimaks, eller i æteriske ’The Long Haul’, der lukker pladen og endelig slipper taget på lytteren.

Allerbedst er dog tour de forcen, det triste portræt ’American’, der giver Leonard Cohen baghjul på egen hjemmebane, og beskriver hovedpersonen (den jævne amerikaner?) på følgende vis: ’I play like a robot/I dance like a stone/I’ve done everything perfect and I want what I own”.

Og det er blot toppen af isbjerget på en plade, der ikke blot lever på Rowes stemme og stærke sange, men så sandelig også på hans lyrik, der er milelangt foran størstedelen af de jævnaldrende kollegaer.

Utroligt tæt på mesterværket

’Magic’ er en smuk, ærlig og trist, men enormt givende plade, der endda står som årets hidtil bedste, selvom den måske burde være medregnet i albumåret 2009.

Uanset hvad, så er manden fra Troy utroligt tæt på mesterværket her, og at dømme ud fra Youtube-klip, så er hans nye bestemt sange ikke ringere...

Hvert år tager Sean Rowe en måned i vildnisset kun udstyret med en kniv og en taske med tøj, siger han. Og hvis det er disse ture, der åbner op for den suveræne stemme, teksterne og melodierne, så burde den håbefulde musikerungdom nok vandre i naturen frem for at deltage i alskens talentshows.

Så’ det sagt.