Michael Schenker
Michael Schenker Foto: Arkiv

Michael Schenkers koncert i Amager Bio var en periodisk pinlig parade af halvbagte versioner af nogle af den hårde rocks fineste numre – rockens tempel trængte i den grad til nye præster

Dengang da 1970’erne var ved at blive til ‘80’erne fandtes der to (live)album, som de af os, der er til kontant og dygtigt guitarspil, faldt på knæ foran hver eneste morgen.

Det ene var i sagens natur Thin Lizzys fabelagtige ”Live And Dangerous”, men det andet var ikke langt bagefter. Dét var så engelske UFO’s dobbelte ”Strangers In The Night”, hvor en ung tysk guitarist med en fortid i Scorpions spillede så gnistrende flot og veltimet, at navnet Michael Schenker én gang for alle blev mejslet i sindet hoe mange af os.

Den dag i dag er Schenkers soli i sange som ”Rock Bottom”, ”Natural Thing”, ”Lights Out”, ”Only You Can Rock Me” og ”Doctor Doctor” (sidstnævnte bruger Iron Maiden stadig som intro til deres koncerter) blandt de flotteste hard rock guitarpræstationer nogensinde.

Ulykkeligvis har Schenker aldrig rigtig været i stand til at forvalte den betragtelig arv, han efterlod sig dengang. Siden da har han – fraset de to første album med sit Michael Schenker Group i de tidlige 80’re – turneret med de samme sange. . . men desværre med bands, som ikke havde en isternings chance i Satans armhule for at holde hjem i forhold til mandens eget talent.

Well, det har – som hørt onsdag aften i Amager Bio – ikke ændret sig. Nu kalder han bandet Temple Of Rock, men hvis Schenker vitterlig tror, at dét navn er fyldestgørende for det sammenrend, han stillede op med her, er der tale om det største tilfælde af selvfornægtelse, siden Djenghis Khan stillede op til valg som generalsekretær i Amnesty International.

Hvis det hér band skal være Temple Of Rock, så skal der sgu skiftes ud i præsteskabet, før du kan nå at sige ”Fadervor”.

Med to tidligere Scorpions medlemmer (bassisten Francis Buchholz og trommeslageren Herman Rarebell), guitarist og keyboardspiller Wayne Findlay og sangeren Doogie White (tidligere bl.a. i Rainbow) pløjede Schenker sig igennem en til tider decideret pinlig parade af fortidens bedrifter.
Ikke så meget pga.

Schenkers egne præstationer (manden spiller for fanden formidabelt om end med en autopilot, som lovlig ofte er tilsluttet), men fordi han har så lidt selvkritik, at han ikke vil erkende – som min sidemand præcist påpegede – at ingen arbejdsgiver er bedre end sine ansatte.

Ét er således, at sanger Doogie White har udstråling som et defekt vaffeljern, men at han sgu’ også synger som sådan ét er svært at tilgive, når man trods alt har med nogle af den klassiske rocks største sange at gøre. Jeg sværger, at han i perioder ”sang” på en måde, at denne Ozzy Osbourne til sammenligning lyder som Tom Jones!

Whites ”evner” blev så ført alt for effektivt til dørs af den – meget – tidligere Scorpions trommeslager Herman Rarebell, hvis bevidstløse tamperi balancerede uskønt mellem kapløb for nogle gange at få sangene færdige i en fart før de andre og andre gange nærmest sætte tingene i stå.

Jeg var ellers stor fan af Rarebells solide slag i Scorpions dagene, men i 2016 må man bare konstatere, at han alt for ofte har et swing som en frossen rødspætte filet og en sans for dynamik som en karaokeaften i Karlslunde. . . til en julefrokost!

Jeg hader at skulle skrive den slags. Men nogle gange er der altså ingen vej uden om – der er folk, der betaler pæne penge for at komme ind og høre det her.

Og således blev store, store numre fra rockhistorien som ”Lovedrive”, ”Rock You Like A Hurricane”, ”Natural Thing” og ”Rock Bottom” m.fl. reduceret til en aften på bodegaen, og den anden stjerne reddes udelukkende hjem af, at Schenkers eget spil – selv på autopilot – er i særklasse. Men hvorfor fanden han vil udsætte sit eget eftermæle for det hér er en gåde, større skønånder end jeg må gætte på årsagen til.

Hvis der var én, var der femten fra det – ahem! – sparsomme og reaktionsmæssigt  afmålte publikum, som i løbet af koncerten kom hen til mig og udbrød:

”Jamen for h. . . . . – har manden slet ingen selvkritik?”
Jeres gæt er så godt som mit, venner.
Sluttelig kværnede White lystigt:
”Tak for i aften. Vi ses igen. ”
Ikke hvis jeg ser dig først Doogie!

Michael Schenker & Temple of Rock, Amager Bio, 3. Februar

 

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook