"I denne måneds GAFFA bringes et interview med booker Claus Visbye og talsmand Poul Martin Bonde fra Smukfest. (Læs interviewet her, red.)

http://www.gaffa.dk/nyhed/94946

I interviewet retter Smukfest beklageligvis endnu engang kritik af Odense Kommunes støtte til Tinderbox, og i samme åndedrag giver de Tinderbox skylden for, at priserne på artister til festivaler generelt er steget. Vi er ærgerlige over, at Smukfest finder det nødvendigt at kritisere Tinderbox, som de efterhånden ved utallige lejligheder har gjort det sidste års tid. Også denne gang er kritikken uberettiget.

Vi finder det derfor nødvendigt at oplyse vores kommende publikum, og øvrige festivalfans i Danmark om, at Tinderbox ikke har budt på en eneste af de internationale artister, som spiller på Smukfest i år, derfor kan Tinderbox vel næppe klandres for prisstigningerne på disse artister?

Hvis man har branchekendskab, så vil man vide, at det tiltagende antal af festivaler i Europa og konkurrencen imellem os har gjort, at priserne på visse artister er stigende. Tinderbox kan derfor ikke tage æren for prisstigningerne, der skal nok mere til end en enkelt festival i Danmark for, at priserne stiger på det marked.

Smukfest finder fortsat den kommunale støtte til Tinderbox unfair. Det undrer os, at alle de øvrige festivaler og arrangementer, der modtager lige så megen - eller mere - økonomisk støtte fra stat og kommuner i Danmark aldrig nævnes i debatten. Flere større festivaler i Danmark tilgodeses med momsfritagelser i millionklassen, som de kommercielle festivaler for eksempel ikke kan opnå. Derfor tegner Smukfest et noget unuanceret billede af den danske festivalbranche med deres udtalelser.

Vi vil foreslå, at de i stedet fokuserer på at gøre Smukfest endnu bedre for deres publikum, frem for hele tiden offentligt at kritisere deres kolleger, når nu de oven i købet har endnu et flot år, med udsolgt næsten et halvt år før portene åbnes.

God festival!

Ole Dreyer

Talsmand, Tinderbox."

GAFFA har bedt Smukfests talsmand Poul Martin Bonde og booker Claus Visbye for et svar på kritikken, men de har ingen kommentarer.