Således har Billy langt om længe fået ryddet op i sin ulideligt selvmedlidende attitude og den rodede lyd, der efter min mening gjorde 'storværket' 'Mellon Collie and the Infinite Sadness' (1996) til en ualmindelig delt fornøjelse.
Forlængst væk er også det gamle band.
Og på sit nyeste album leverer Billy - stadig omgivet af hårdtslående men samtidig præcise musikere - 13 nye, komplicerede men også dybt stimulerende pro-rock sange, der undgår enhver form for medløberi.
Udtrykket er stort, klart og inspireret. Og Smashing Pumpkins anno 2012 er udfordrende og kompetent som aldrig før.
