Til at begynde med var det svært at gå på scenen uden en beroligende præ-show drink.

I sen-80’erne blev guitaristen Slash synonym med sex, drugs & rock’n’roll. Manden med de karakteristiske mørke krøller og tophat udlevede livsstilen, som den blev foreskrevet i flere af sangene på Guns N’ Roses’ eksplosive gennembrudsalbum ’Appetite for Destruction’. I dag er han clean.

Da Guns N’ Roses imploderede, fortsatte Slash festen i eget regi i Slash’s Snakepit. Bandets debutalbum hed ’It’s Five O’Clock Somewhere’. Efter sigende stammede titlen fra en passiar i en amerikansk lufthavn, hvor en formiddagstørstig Slash havde bestilt en dobbelt whisky og cola i lufthavnsbaren, hvortil tjeneren havde repliceret: ’Well, it’s five o’clock somewhere...’

Dobbelte formiddagsdrinks og drugs døgnet rundt er nu fortid. Slash er i dag en stoffri familiefar på vandvognen, men en fremdeles aktiv rock’n’roller, aktuelt i bandet Slash featuring Myles Kennedy & The Conspirators.

Musik over druk

- Folk har det med at anskue stof-aspektet som værende vigtigt for rockmusikkens image og personlighed, men det er det egentlig ikke. For de fleste af os har selve musikken været den grundlæggende inspiration, siger Slash til BT og understreger:

- Og rockmusikken er en lige så stor turn-on, når man ikke længere er på stoffer.

For den kronisk scene-nervøse Slash var det dog vanskeligt at skulle optræde fuldstændig ’clean’. Især det første par gange.

- Jeg har altid været meget nervøs i forhold til sceneoptræden, og det var skræmmende at skulle gå på scenen uden at have den ’buffer’, der hed en præ-show cocktail.

Rå nerver

- Men jeg har ikke længere behov for et par drinks og kan bedre føle de rene rå nerver, lige inden jeg går på scenen. Det gør det også mere interessant for mig, mener han.

På den aktuelle single, som også er titelnummeret på det nye album, ’World on Fire’, hylder Slash og bandet det at ’leve livet fuldt ud og i øjeblikket’. Albummet er basal, melodisk rock’n’roll med Alter Bridge-sanger Myles Kennedys markante vokaler og Slash’ evigtsprøde Gibson-spade i front.

I den seneste tid har bandet dyrket turnélivet fuldt ud som support for legendariske Aerosmith.

- Vi sluttede turneen i går (i tirsdags, red.) og det har været en af de bedste turneer, jeg nogensinde har lavet. Aerosmith har været fede og virkelig understreget, hvorfor jeg altid har elsket dem som både band og personer.

- Vi har udgjort en fed rock’n’roll-pakke, hvor begge band har nedtonet deres show og bare spillet med nogle forstærkere og enkelte scenelys. Helt simpel rock’n’roll, som det altid har været meningen, det skulle være, siger Slash, som formentlig er én af de mest autentiske og dedikerede rock’n’roll-musikere på jorden.

I de senere år har han også optrådt med bl.a. Motörhead, Ozzy Osbourne og Robbie Krieger fra The Doors.

- Det er aldrig noget, der er planlagt. Man må bare være ledig, når muligheden byder sig, og så hopper jeg gerne på, for jeg elsker at spille sammen med forskellige folk.