Elvis Costello havde halsbetændelse, men valgte alligevel at gennemføre mandagens koncert i Tivolis koncertsal på trods af, at han nærmest ikke kunne synge.
Da engelske Elvis Costello albumdebuterede tilbage i 1977, markerede han sig hurtigt som en af de bedst sælgende musikere inden for den britiske pubrock-scene. Kort efter blev han new wave-ikon, gav sine sange et strejf af reggae, og så var han pludselig med til at lede ska’ens revival.
Men siden den kunstneriske storhedstid dér for 30 år siden, har Costellos karriere kørt på slingrende skinner, mens han dog alligevel er rejst selvtillidsfuldt rundt i genrerne og musikkens historie.
I det nye årtusinde har den nu 55-årige Buddy Holly-lookalike primært bevæget sig inden for den poppede countrys rammer med backingbandet The Imposters og senest på sidste års kedelige soloplade ’Secret, Profane & Sugarcane’.
Kort sagt har Costello efterhånden afdækket så mange forskellige musikalske territorier, at er lidt svært at blive klog på, hvad det egentlig er, han vil opnå med sin brogede karriere.
Måske er det slet og ret at spille poppede melodier i så mange genreafskygninger som muligt? Som sådan en fin mission. Fraset den mangesidede karriere, så undrede man sig – efter 90 minutter i Costellos selskab – en del mere over, at han overhovedet var mødt op i Tivolis koncertsal.
Han havde nemlig reddet sig en halsbetændelse på færgen fra England til Danmark og havde mildt sagt problemer med at synge sine egne sange.
Undskyldende autopilot
Den hæse herre havde et seks mand stort bluegrass-band bag sig, så man bemærkede ikke knaset med stemmen i den åbnende rock ’n’ roll-klassiker ’Mystery Train’, men det blev hurtigt tydeligt, at vokalen ikke holdt til de høje toner, og det blev kun værre som koncerten skred frem.
Selvom han ikke var sen til at undskylde publikum for sin manglende stemmepragt, så virkede det som om, halsondet reducerede Costellos rolle som indpisker, og så blev det hurtigt et problem, at sekstetten bag ham nærmest undskyldende spillede på autopilot.
Sine steder følte man med den stakkels Elvis, der så tydeligt kæmpede med stemmen, men han gjorde det heller ikke nemmere for sig selv ved at inkludere en god håndfuld obskure numre i sættet – heriblandt de to helt nye sange ’Jimmie Standing in the Rain’ og ’A Slow Drag Josephine’, som begge faldt til jorden.
Burde have aflyst
Sigende nok var de mest formildende stunder fortolkningerne af gammelkendte sager.
Først Beatles’ ’You’ve Got to Hide Your Love Away’, som fint var flettet ind i ’New Amsterdam’, siden George Jones’ formidable ’Good Year for the Roses’ og så Grateful Deads ’Friend of the Devil’. Hér var melodierne så gode, at de overskyggede hovedpersonens skæmmende stemme.
Men det var altså en lettelse snarere end en forløsning, da de sidste toner af ’(What's So Funny ‘bout) Peace, Love and Understanding?’ ringede ud mod slut.
Det var bestemt ikke den store post-Roskilde-oplevelse, man havde gået og håbet på.
Og så vil nogle måske indvende, at det er tarveligt at slå så hårdt ned på den gode Elvis, når nu han havde halvbetændelse, men sangere med ægte respekt for deres publikum aflyser eller udsætter altså en koncert, når stemmen ikke duer.
Det kunne Costello også have gjort.
