Jeg har lytte til det nye album (hans første i 13 år) fra den moderne countrylegende Garth Brooks i en uge. Og der er ingen vej udenom: Jeg er skuffet.
Med tidligere genistreger som 'Friends in Low Places', 'The Dance', 'We Shall Be Free', 'If Tomorrow Never Comes' og 'The Thunder Rolls' var Brooks 90'erne med til at gøre countrymusikken til den gigantiske og dynamiske platform, som Taylor Swift, Tim McGraw og Carrie Underwood og mange andre efterfølgende brugte som afsæt.
Og derfor er forventningerne selvfølgelig tårnhøje til 'Man Against the Machine' - Garths nye.
Som én af musikhistoriens bedst-sælgende solister har Garth Brooks afsat over 134 millioner album. Og i den position burde han stå allerforrest i køen, når Nashvilles lille hær af professionelle sangskrivere sælger ud.
Ligesom de fleste andre nye countrystjerner skriver Garth Brooks sædvanligvis ikke sine egne hits. Han er derfor afhængig af udbuddet. Og hvis sangene på 'Man Against the Machine' er repræsentativt for Nashville kreative niveau, så er der pt lavvande i talentmassen.
Ok, 'Wrong About You', 'Send 'Em Down the Road' og 'Rodeo and Juliet' er da fine små sange. Men den slags fungerer kun rigtig godt, når de bliver hjulpet på vej af kanonhit som de førnævnte fra 90'erne.
Og dem er der simpelthen ingen af på 'Man Against the Machine'.
Og helt absurd bliver det, når pladeselskabet lige nu forsøge at skabe en ny 'The Dance' med den supersentimentale ballade 'Mom'.
Dén sang fortolkede britiske Bonnie Tyler allerede sidste år på sit seneste album 'Rocks and Honey'. Og Tylers version er faktisk bedre.
hoeg@bt.dk, 'Man Against the Machine', Garth Brooks, tre ud af seks stjerner
