Amerikanske Ariana Grande kunne blive klodens næste store popsuperstjerne. Hun har nemlig en stemme og en udstråling, der kan måle sig med både Mariah Careys og salig Whitney Houstons. Men dén drøm går temmelig sikkert ikke i opfyldelse med albummet ’My Everything’.

Her er stakkels Ariana nemlig blevet kørt igennem L.A.’s allerværste pop-pølsemaskine – med alt fra ligegyldig rap til sjælløse synth-riff. Og resultatet er 15 sange (på de luxe-udgaven), der med lidt held går ind ad det ene øre for så øjeblikkeligt at fløjte ud ad det modsatte.

På sit forrige album skulle Ariana lyde som Mariah – med store svulstige popballader. Og da dét ikke gav guld, sadlede alle om. Problemet er bare, at Ariana virker lige så utilpas på den forcerede dansevogn, som hun gjorde det i Mariahs balkjole.

Så lad os håbe, at den forhenværende Nickelodeon-stjerne snart bare får lov til at være sig selv.

’My Everything’
Pop
2 ud af 6 stjerner