42 år efter sin beatle-kollega Ringo Starr, 39 år efter Bryan Ferry og godt ti år efter Rod Stewart har den snart 70-årige Paul McCartney fået den brillante idé at indspille en håndfuld amerikanske evergreens - de sange, der i sin tid inspirerede The Beatles.
Men trods ventetiden og trods det mildest talt ikke særligt originale koncept er ’Kisses on the Bottom’ en ren fornøjelse.
Som ingen af sine kollegaer har Mecca nemlig valgt at skære helt ind til benet (intimt og tyst). Og smagfuldt backet op af Diane Kralls fantastiske jazzband, kan man således høre hvert et åndedrag, når Paul lægger alle følelserne i mesterværker som ’Only a Paper Moon’, 'Ac-Cent-Tchu-ate The Positive' og ’The Glory Of Love’.
Pauls stemme er selvfølgelig ikke længere, som den var, da han sammen med George, John og Ringo hylede 'She Loves You, yeah, yeah, yeah'. Manden fylder trods alt 70 til sommer. Men i sange som 'More I Cannot Wish For You' og 'Home', hvor en del af teksten lyder 'memories of those I loved the best', giver rusten i stemmen blot ekstra dybte og troværdighed til de sange, der så tydeligt betyder alt for Sir Paul.
Fraregnet enkelte sindsygt smukke strygerarrangementer, består akkompagnementet på 'Kisses on the Bottom' ene og alene af klaver, guitar, bas og trommer. Og det er denne unikke soniske kvalitet, der er med til at skille Sir Pauls evergreens ud fra flokken.
Og ligesom Ferry i sin tid var det, er Mecca også fræk nok til at blande et par af sine egne kompositioner i dette små-hellige selskab.
Dén slags overmod ville i andres hænder føre til nedtur. Men når man hedder McCartney og selv har forsynet verden med dusinvis af popklassikere, så lykkes også dét.
Således er den helt nye McCartney-sang ’My Valentine’ (med guitarsolo af Eric Clapton) mindst ligeså flot og melodisk som de udvalgte evergreens. Og Stevie Wonders harmonika-trylleri får også 'Only Our Hearts' til at passe ind.
'Kisses on the Bottom' udkommer mandag