Simon Kvamm holder frikvarter fra Nephew og De Eneste To. Torsdag har han premiere med et nyt show, der viser nye sider af den ’arrogante’ Kvamm
I næste uge har Simon Kvamm premiere på sit livs første soloshow – efter næsten 20 år med Nephew, ’Drengene fra Angora’ og senere De Eneste To. Og alt muligt andet. Hvad kan man forvente af Kvamm alene med to backingmusikere og en mikrofon og guitar? BT bad ham vælge mellem nogle stikord og forklare ud fra dem.
Karriere eller karakter?
»Jeg spiller ikke Simon Kvamm som en karakter, når jeg normalt står på scenen med Nephew. Men jeg viser en side af mig selv – den stålsatte, selvsikre, indpiskeren. Det er den helt modsatte side, jeg viser i mit show. Ikke at det er noget, jeg har besluttet. Sådan er det bare blevet. Jeg fortæller f.eks. om min barndom, hvem jeg var dengang. Måske får jeg rokket lidt ved det billede, folk har af mig. Det sker, at folk spørger, om det er rigtigt, at jeg er arrogant. Det synes jeg jo selvsagt ikke. Jeg kan godt føle mig meget mere skrøbelig, bekymret og grublende. Det får nok mere luft her.«
Niels Hausgaard-stafetten
Er du inspireret af Niels Hausgaard?
»Han er ikke til at komme udenom. Han har jo selv drillet med at sige offentligt, at der ikke er nogen i de yngre generationer, der har taget stafetten. Han definerer sin egen genre. Når jeg fortæller om mit nye projekt, er der mange, der siger, ’Nåh, sådan lidt Niels Hausgaard-agtigt’. Min drøm er, at man om 10 år kan sige om et show, at det er sådan lidt Simon Kvamm-agtigt. Jeg spiller jo en helt anden form for musik, har en anden generations måde at tale på.«
Videnskab eller vanvid?
»Jeg ved ikke, om jeg kan love vanvid. Pym og Baune dukker op indimellem. Ikke at jeg klæder mig ud og træder i karakter. Det føles som en stor forløsning for mig at give mig selv lov til de gakkede sider af mig selv. Jeg gør alt, hvad jeg lyst til. Også det, der måtte virke vanvittigt. Det er rart at tage komikken ind igen. Jeg har testet mit materiale af en del gange, der er blevet grinet en del.
Publikum er med til at skabe
Som musiker er man vant til at indspille en plade – og så tager man ud at spille. Denne gang er det helt omvendt. Jeg har taget det med ud og testet det en masse gange efterhånden. På den måde kan man sige, at publikum er med til skabe det.«
Angst eller angreb (som i fodbold)?
»Jeg er angst for at komme til at tale om Silkeborg IF, hæ... Jeg har klart premierenerver. Det føles grænseoverskridende at få det så tæt på. Efter nogle prøveshow i januar tænkte jeg: ’Det holder ikke det her’. Jeg blev faktisk ret sur på mig selv over, at jeg overhovedet havde fået den idé. For det var slet ikke sjovt, sådan bare at gå i gang med en plan. Normalt kan jeg godt lide at have kontrol. Men jeg har fundet ud af at slippe kontrollen. Jeg sætter mig op på scenen og siger: ’Kan jeg mon gennemføre det her?’. Kan mr. Kontrol gennemføre dette? Jeg kan lide at skubbe mig selv derud, hvor jeg ikke har kontrol. Det er sundt og spændende.«
Magt og midalder?
»At jeg overhovedet er gået i gang med dette projekt handler meget om, at jeg står midt i livet. Jeg føler en vis stamina til at kunne gøre det. Jeg har været i gamet i nogle år, har prøvet en del efterhånden. Den måde, jeg opdagede, at jeg er blevet voksen, var, da jeg lige pludselig kunne lide ost. Jeg har fået lettere til tårer. Film og musik, tv-serier – banale følelser kan gribe mig i dag. Sådan var det ikke tidligere.
Snøftede over Blumes OL-sejr
Da Pernille Blume vandt guld i 50 meter fri under OL, sad jeg og snøftede. Både da hun selv græd i bassinet. Og igen da hun stod på skamlen, det var rørende. Hvis man nogensinde skulle komme i tvivl om, hvad nationalfølelse er, så er det da at se hende stå der ved siden af nogle af andre nationaliteter. Uden at det bliver ubehageligt på Dansk Folkeparti-måden. Det at se nationer, der definerer sig ud fra deres nationalitet sammen med andre. Det er stik det modsatte af globaliseringen, der kan true med at udviske nationerne.«
Menneske og maskine?
»Nephew er en stor leg med menneske contra maskine. Jeg er gået solo. Det håber jeg er noget, jeg kan fortsætte med, til jeg dør. Lige så vel håber jeg, at jeg kan fortsætte i de kollektiver, jeg er med i, som f.eks. Nephew.
Jeg har skrevet en sang, der hedder ’Solo’. Hvor er det, jeg begynder og stopper som individ, og hvor er det, fællesskabet begynder og stopper? Hvor meget kan man selv styre, hvor meget er man en lille brik i noget større? Det er en af grundene til, at jeg er flyttet til Vesterhavet. Det giver mig fornemmelsen af at være en brik i noget større. Jeg fortæller om min bedstemor, der altid gik og fløjte-nynnede, kalder jeg det. Hvordan jeg kan genkalde mig at være i hendes køkken, når jeg tænker på det. Hvad er mine rødder? Hvad er det, jeg kommer fra? Alting er ikke bare lige nu. Alting er ikke bare en markering på Facebook, som man måske kunne tro. Jeg siger ’bum – tommel op’ til det ene og ’bum – tommel ned’ til det andet. Der er noget rigtigt i helt banalt at huske sin historie.«
