En lummer Ludvig d. 14 med hang til farven pink og små drenge; Ole Thestrup forklædt som en Lucifer i netundertøj; fjerboaer; netstrømper som selv Lady Gaga ville overveje en ekstra gang; trash i hektolitermål; tre, måske fire afdankede musketerer i rock-læder; lækkert kor; en østrigsk dronning og en Mylady, der forsøger at overgå hinanden i sexet vampethed - plus en af de morsomste figurer (spillet af Kristian Holm Joensen), jeg har set på en dansk scene.
Læg det sammen og ligningen giver rockmusicalen 'De tre musketerer'. Gavmildt spillet og sunget af en flok skuespillere - de fleste med fyldige cv'er i dansk morskabsteater - der i den grad er ude på narrestreger.
Man kan komme med rigtig mange indvendinger imod idéen om at blande halvbedaget puddelhundehårsrock med Alexandre Dumas musketerklassiker og kalde det en 80er rockmusical. F.eks. at en del af forestillingens numre ikke er fra 80erne. Man skal f.eks. også acceptere en elastisk definition af begrebet rock.
På den anden side; begiver man sig mod Østre Gasværk iklædt reservation op til halsen, kan man lige så godt blive væk.
For den pippede og tossede gang galimatias, der udspiller sig på scenegulvet giver ingen mening overhovedet. Medmindre man kan finde en form for mening i, at Ludvig d. 14-æraen og vindmaskine-firserrocken begge var præget af en temmelig dekadent form for æstetik. Begrebet 'smagløshed' ligger lige for - men da 'smag' har lige så lidt at gøre i forbindelse med 'De tre musketerer' musicalen som begrebet 'trafikkultur' i det Paris, som handlingen er henlagt til, nytter det ikke at sætte sig ind i teatret med en forventning om at opleve det modsatte af noget, der ikke findes.
Man er kort sagt sagesløst vidne til en sindssygt underholdende og meget, meget morsom gang musikalsk lir. Virkelig begavet meningsløshed.
Mange husker sikkert historien om 'De tre musketerer' med Athos, Porthos og Aramis, som optager D'Artagnan i deres broderskab. Der er også noget med Rochefort, Lady de Winther (Mylady), Athos (comte de la Fère), Porthos.
Historien er bibeholdt i musicalen. Musketererne er erstattet af tre 80er rockmusikere, som arbejder for Ole Thestrups Kaptajn de Treville og Jon Langes forrygende, bøssede Ludvig d. 14. Omkring hoffet spindes et vidtforgrenet net af intriger, drama afløses af romantik - især mellem Rasmus Fruergaards velsyngende D'Artagnan og Lise Kofoeds Caroline, en eksplosivt permanentet parring af Sandy fra 'Grease' og Baby fra 'Dirty Dancing'.
Det hele garneret med kitsch, vilde tableauer og en intelligent udnyttelse af den kuppelagtige konstruktion, der dominerer scenen.
Musikken falder mere eller mindre skarpt ind i historien, spillet af et band, der kompetent giver sangene potent (der er et temperamentsspørgsmål, om man accepterer dét ord i forbindelse med et Europe-nummer) musikalsk pondus.
Forestillingen krydret med et væld af popkulturelle referencer. Personlig favorit: Jens Andersen (aka Polle fra Snave), der siger sætningen 'Der er penge i lortet'.
Det første, man bemærker, er lyden, eller rettere en vis mislyd i teaterrummet, mens de tre musketerer giver det første nummer 'Crazy Crazy Nights'. Vokalerne høres klart gennem højtalere, der hænger hen over scenen; det gør musikken vist til dels også, men der er oveni en meget tydelig scenelyd, formentlig fra musikernes forstærkere, der placeret højt oppe bag i rummet. Det gav en rent ud sagt irriterende lydlig niveauforskel.
Det blev mere eller mindre rettet ud hen ad vejen.
Der er meget godt at sige om 'De tre musketerer'. Musketererne synger - især Fruersgaard og Peter Oliver Hansen som Porthos - med den rette patos. Og med momentvise angreb med den nasale falset, der er uløseligt forbundet med heavyrocken.
Trine Pallesen med de mange facetter i sit talent er præcis så slutty på den fede måde, som hendes rolle som den rænkefulde MILF, Mylady, lægger op til. Her i øvrigt udstyret med et mandligt kønsorgan. I 'De tre musketerer' virker det hverken underligt eller overraskende. Giver en crisp 'Like A Virgin' på et par store plastic-læber.
Anne Vester Høyer er et af de kvindelige komiske skuespiltalenter, der trods et hav af roller endnu ikke for alvor er nået helt frem i første række. Hun er fremragende drilsk og pirrende som den campede dronning, iført et kostume, som Madonna ville dræbe for. Og hun sang Cyndi Laupers 'Time After Time' til aftenens største bifald.
Troels Malling (Krysters Kartel) er forrygende som Lord Buckingham. Aftenens helt store oplevelse var, som nævnt, Kristian Holm Joensen som den vildt bizarre Hertug af Rochefort med Prins Henrik-accent på helium. En blanding af Gollum og Marylin Manson. En fornøjelse.
Denne forholdsvis nye svenske rockmusical har fortjent en placering i samme kategori af groteske rockmusicals som 'The Rocky Horror Show' og 'The Wiz'.
Musicalens helt store styrke er, at historie, dialog, iscenesættelse og ikke mindst spillerne tager sig selv og den vanvittige historie 100 pct. alvorligt. I modsætning f.eks. til Queen-musicalen 'We Will Rock You', der næsten kammer over i selvparodi.
Læg hjernen derhjemme og lad dig underholde. Gør det samme med snerpetheden. For 'De tre musketerer' er mere liderlige,end de er ridderlige.
'De tre musketerer', premiere på Østre Gasværk, torsdag aften. Med OLE THESTRUP, TRINE PALLESEN, PETER OLIVER HANSEN, JENS ANDERSEN, TOM JENSEN, RASMUS FRUERGAARD, JON LANGE, KRISTIAN HOLM JOENSEN, LISE KOEFOED, ANNE VESTER HØYER, TROELS MALLING, JENS GOTTHELF.
Musik: Europe, Kiss, Twisted Sister, Alice Cooper, Starship, Madonna, Slave Raider, Kool & the Gang, Joan Jett & The Blackhearts, Bill Medley & Jennifer Warnes, Peter Gabriel, Technotronic, Extreme, Judas Priest, Bonnie Raitt, Whitney Houston, Mabel, Lars Lilholt Band, Jodle Birge, Steppenwolf, Herrey's, Nicole & Aqua
