Det er ikke meget mere end et år siden, at den særegne kvartet DeVotchKa sidst gav koncert i Lille Vega. Dengang var der ikke mødt særlig mange frem, så succes har ikke været årsagen til, at det stilskæve sigøjnerband allerede var tilbage igen i år.
Nej, det må være rakkerlivet som turnerende musiker, der tiltrækker frontmand Nick Urata og hans fortrinlige tropper. Og når man overværer ensemblet, får man da også indtrykket af en flok musikere, der spiller, fordi de kan lide det; ikke fordi de bliver millionærer af det.
DeVotchKa kommer så også fra noget så ueksotisk som Denver, Colorado, så musikken kan måske ses som en form for eskapisme for dem. Interessant er i hvert fald den spøjse krydsning af Calexicos alternative country og Beiruts sigøjnermusik, de lægger for dagen.
Alt sammen for øvrigt sat op i et rigt instrumentlandskab, der foruden standardens guitar, bas og trommer tæller mariachitrompet, trækharmonika, violin, samt såmænd også sousafon og theremin!
Fans på pletten
Hvis man kan forestille sig en knap så skabagtig udgave af Gogol Bordello, hvor tempoet sænkes i ny og næ, og hvor der fokuseres mere på musik end på show, så har man meget godt fanget, hvad DeVotchKa går ud på.
Og selvom fremmødet igen ikke var voldsomt (for nu at sige det mildt), så var det tydeligt, at størstedelen af de, der var på pletten, til gengæld vil være det hver gang, Denver-bandet kommer til byen.
Så da semigøglerne lod tonerne klinge ud efter aftenens første nummer, ’Head Honcho’, var det begejstrede og anerkendende bifald, der buldrede i Vega.
Men Roy Orbisons ekvilibristiske, sydlandske alter ego, Nick Urata, virkede nu også ret overlegen, som han stod dér og croonede sig igennem sine fine sange i front for det velspillende band.
Festfyrværkeri
At man samtidig formår (og tør) tag en så banebrydende sang som Velvet Undergrounds ’Venus in Furs’ og så bare pille den fra hinanden til fuldstændig ukendelighed, viser ikke bare format men også eventyrlyst.
Men netop denne eventyrlyst fylder desværre også lidt for meget i forhold til sangene, der ikke alle er gode nok til at fylde samtlige huller ud i en 90 minutter lang koncert.
Men hvad, da der pludselig blev hevet letpåklædte, dansende kvinder på scenen til ’The Enemy Guns’, så måtte selv denne mavesure signatur tilstå, at billige tricks også virker. For en kort stund da i det mindste.
Og efter dén finale det var lige før, at Uratas udgave af Sinatra-sjæleren ’Somethin’ Stupid’ virkede velplaceret inden ’Such a Lovely Thing’ eksploderede i et festfyrværkeri, der fik førnævnte Gogol Bordello til at lyde som træmænd.
Kom I bare igen om et år, DeVotchKa!
