Ulf Lundell er en institution i Sverige. Et ikon. En musikalsk far for vores broderland. Næste år kan han fejre 40 års jubilæum og har udgivet så mange album, at man opgiver at tælle videre efter 30. Naturligvis rimer det hele ikke på mesterklasse, men langt det meste har ikke nogen sidste holdbarsdag. Han kan spille samtlige kunstnere i Skandinavien ud af parken i faget rock'n'roll, hvilket han og et sublimt sammenspillet band satte to streger under onsdag aften på et udsolgt Kulturbolaget, hvor 900 publikummer kom for at opleve Kungen af Sverige. Meget atypisk for Ulf Lundell at spille indendørs på en sommerturné, som ellers tæller store steder rundt omkring. Derfor var det også decideret vildt at få lov at opleve Lundell så tæt på. Storsvedende og med en klar musikalsk mission.
Til tonerne af "El Perro" fra hans seneste album indtog Ulf Lundell scenen lidt over otte og præsenterede sit stjernehold af musikere, inden der meget passende blev sat gang i "Vi Är Inte Arbetslösa". Allerede fra åbningen med så meget guitar, at det drev ned ad væggene på det helt igennem herlige spillested. Kaptajn Lundell, klædt i sort skjorte og afklippede khakifarvede shorts, er ikke kendt for at være det store sludrechatol, men det satte simpelthen bare tingene i relief. Der blev spillet rock'n'roll, og energien lå i musikken – og den fik vi.
Tidligt i kavalkaden lå en lille overraskelse og ventede i form af "Moln Utan Minnen", hvor Lundell for første gang fat i sin akustiske guitar. Aftenens måske største højdepunkt kom lige i kølvandet med "Den Vassa Eggen" fra hovedværket af samme navn. Albummet kom til verden lige efter, Lundell blev skilt, og smerten mærkes i linjer som:
"Jag ville deg aldrig nåt illa
Men jag gjorde ont ändå
Det är bäst nu att jag håller mej stilla
Nu när jag vet hur det kan gå"
"Du kan bare mærke, hvor meget han elskede den kvinde, men det gik bare ikke", sagde min kammerat, da vi talte om koncerten efterfølgende. Jeg kunne ikke andet end at give ham ret. Andreas Dahlbäck, en fyrbøder på trommerne, satte her ekstra kul på, og samtlige på scenen spillede simpelthen deres liv ud. Sjælen var med hele vejen. Ulf Lundells superguitarist gennem rigtig mange år, Janne Bark, et kapitel for sig og totalt uundværlig, havde mere end fod på det i samarbejdet med bandets anden supermand på den elektriske spade, Jens Frithiof, som heldigvis heller ikke holdt sig tilbage.
Skattekiste af sange
Det svenske ikon er om nogen rock'n'roller, og vi fik heldigvis en del af de virkelig hårdtslående sager, men Lundell har også skrevet utallige stille sange. Vi blev midtvejs præsentereret for endnu en signatursang, "Öppna Landskap", som på et tidspunkt var tæt på at blive Sveriges nationalsang og ikke uden grund. Den endte naturligvis i fællessang, og de efterfølgende "Snön Faller Och Vi Med Den" og "Evangeline" satte os på direkte kurs mod himmelrummet. Specielt sidstnævnte med Janne Barks udsøgte fingerspil på den til lejligheden spanske guitar var stærk, og publikum var med på endnu en alsang.
Ulf Lundell må siges at have en skattekiste af sange. Manden har vel skrevet i omegnen af 800 sange, og en betragtelig del af dem er nærmest en del af svenskernes sjæl. Det kunne mærkes hele aftenen, men allermest, når fællessangen tog over. Det gjorde den tit, og specielt i sidste tredjedel af den næsten 150 minutter lange seance. Vi blev budt på en magisk desperado-udgave af "Hun Gör Mig Galen" og nyklassikeren "Förlorad Värld" med troldmanden Marcus Olsson på saxofon, og en fan på første række greb Lundells mundharmonika. Det var på alle måder en stor aften.
Den søde kvinde på min venstre side havde oplevet Lundell i levende live mange gange, og hun hoppede for livet i den heftige afslutning med "Chans" og "Kär Och Galen", hvor Kulturbolaget var i seriøs ekplosionsfare. Ekstranumre var uundgåelige. Først et obskurt indslag i form af "Rött", så en politisk opsang fra Lundell før "Folket Bygger Landet", og det sidste punktum blev sat med "Gott Att Leva", hvor et sammensurium af saxofon, trompet, fællessang og den sidste sved gjorde udslaget. Jeg bøjer mig ganske enkelt i støvet for denne kraftpræstation af dimensioner. Simpelthen et rock'n'roll-tog, som aldrig stopper. Jeg er i hvert fald med til sidste station.
