Lørdag aften afsluttede Love Shop deres danmarksturné i DR Koncerthuset. Til lyden af Elvis Presleys version af 'Always on My Mind' forlod jeg Amager med fornemmelsen af endelig efter disse mange år at se Love Shop som en helhed.
Selvom gruppen i forskellige sammensætninger over en periode på næsten 30 år har opbygget et stort, loyalt publikum, bliver aldrig det verdensnavn i Danmark, de egentlig havde fortjent. Synd for Danmark.
Vi, der har lyttet til det seneste album ’Risiko’ og set Jens Unmacks band give de nye sange muskler på turnéen, kan konstatere, at Love Shop Mark 2 måske for første gang har fundet noget, der ligner en endelig form - i grænsefeltet mellem inklusion og udfordring. Mellem krig og melankoli. Mellem kaos, risiko og blod og nænsom publikumspleje. Mellem pop og kunst.
Mange vil mene, at den ægte Love Shop-opstilling har Hilmer Hassig ved siden af Jens Unmack og Henrik Hall lidt over det hele. Som vi er nogle, der ikke kan forholde sig til et Liverpool-hold uden Ray Clemence, Kevin Keagan og Kenny Dalglish i startopstillingen.
Endte som en fest
Umiddelbart virkede Jens Unmack ikke specielt komfortabel i DR Koncertsalens unikke rum. Den alt andet end behagesyge forsanger fik vist på sin egen skæve måde sammenlignet salen med Hitlers hofarkitekt Albert Speers naziarkitektur: Stort anlagt - beregnet til at få os andre til at føle os små.
Derfor gjorde han det hurtigt til en sag at få sit publikum op at stå og ned på parketgulvet. Respekt for fandenivoldskhed og kampgejst og totalt fravær af ærefrygt for Købehavns nye hipsterkatedral. Der gik nogen tid, men det endte som en fest, jeg ikke har set magen i Koncerthuset.
’The point of no return’ på den rejse indfandt sig ret præcis, da Unmack sang ’En nat for Henrik Hall’ i ’Skandinavisk Lyst’. Fra da af var det ikke længere bare et forspil.
I spændingsfeltet mellem Mikkel Damgaards legesyge synths- og lydflader, poet Unmacks ordcollager og komponist Unmacks uhelbredelige hang til melodiøse omkvæd.
En organisk sammenhæng
I spændingsfeltet mellem trommeslager Thomas Duus' stramme trommespil, indimellem helt oppe i nærheden af dancetempo, bassist Thomas Risell og denne anmelders danske guitarhelt, Mika Vandborg. I en – det skal siges – desværre noget mere tilbagetrukken rolle end ved Love Shops koncert sidste år på Smukfest i Skanderborg.
I dét felt hørte jeg en organisk sammenhæng mellem de mange meget forskellige Love Shop-numre.
Der var mange nye numre i Koncerthuset. Som den tunge matrone af en popsang ’Triumf’, hvor et 70er agtigt tyggegummielektronisk vers overspilles af et klassisk offensivt Unmack-omkvæd.
’Verdensmestre’ med Mika Vandborgs guitar som en perlebesat trappestige som ledetråd hele vejen op gennem nummeret. Og den frostklare drømmevision af en Gasolin’-hyldest og kommende danske rockklassiker, ’Skøjteløb på Bagsværd Sø’. Smukt, smukt.
’De forelskedes smag i din mund’ med New Order-agtig approach og ’Kom aftenernes vind’ i brutal fusionsiscenesættelse som Primal Scream model 1991.
Og selvfølgelig fik vi også en kasse med årgangs Love Shop: 'Drømmenes København', ’Love Goes on Forever’, ’Copenhagen Dreaming’, den rimelig nye, insisterende ’Redningsklar’, den heldigvis uundgåelige ’En nat bliver det sommer’ med Mika Vandborg på uopslideligt Jørgen Ingmann-twang – og nu vi er dér: Det fantastiske ’Alle har en drøm at befri’, der ikke bliver mindre sjæleprikkende, når man husker, at netop det nummer med sin dommedagsekspressive guitar i dag står som en slags Hilmer Hassigs signatur-exit fra Love Shop.
Skriver jeg velvidende, at det første Love Shop nåede at indspille albummet ’National’ inden det endelige brud.
Selvom det unægtelig er svært at forestille sig praktiseret, burde det nummer være morgensang ved alle morgensamlinger i folkeskolen.
Og så som et af flere ekstranumre Love Shops klassiske cover af Gasolin's 'Langebro' med Jens Unmack i fuldt ornat på sang, helt derude, hvor man ikke ved, om sangen kommer fra lungerne eller hjertet. Mærkede man en lille snip af samme spiritualitet som hos sangeren, Love Shop hyldede i den ellers uhyre sjældent spillede 'Min Elvis'?
Gi den lidt mere Elvis, Unmack
Sådan burde Unmack synge lidt oftere.
Som ledsagersken meget præcist og matter-of-the-fact-agtigt sagde det: ’Så kan Nikolaj Cederholm og Jimmy Jørgensen godt pakke heeeelt sammen’.
Og nu vi er ved Unmack, har jeg så vidt huskes, aldrig set ham så intens og frigjort på scenen. Hvis ikke han passer på, ender han som en dansk Brett Anderson.
De bedste koncertoplevelser er dem, hvor man mærker følelsen af et fællesskab. De allerbedste dem, hvor man lader sig bære med, giver slip og ender med at bilde sig ind, at fællesskabet har et formål.
Som DR Koncerthuset er Love Shop stort anlagt. Men modsat Albert Speers nazibyggerier er Unmacks musik beregnet til at få os andre til at føle os større.
Love Shop, DR Koncerthuset, lørdag aften
