Den danske sangerinde Medina sendte formentlig chokbølger gennem publikum til Fredagsrock i Tivoli fredag aften.

Pressechef Torben Plank har bekræftet over for BT, at sangerinden fik et ildebefindende under koncerten. I første omgang lød meldingen, at koncerten var aflyst, men heldigvis ændrede det sig.

Simon Verheij, der er kommunikationskonsulent hos Tivoli, fortæller, at Medina efter 10-15 minutters tid har fået det godt igen. Popsangerinden fortsatte akustisk.

I klippet i toppen af artiklen kan man se sangerinden falde om midt på scenen, som BT har fået tilsendt af en læser.

BT har talt med Louise Andersen, der er til koncerten fredag aften.

»Det der sker er, at hun synger 'nu giver jeg slip', og så giver hun seriøst slip og falder om midt på scenen, og musikken spiller videre. Der går noget tid før, man opfatter, at det er seriøst galt,« siger Louise Andersen.

Det var musikerne, som bar sangerinden ud fra scenen. Efterfølgende fik Louise Andersen og resten af publikum at vide af en mand fra Tivoli, at koncerten ville blive genoptaget hurtigst muligt.

Og et kvarter efter den dramatiske episode kunne hun fortsætte, som intet var hændt.

»Hun sagde ikke rigtigt noget, men gik bare i gang, da hun kom tilbage.«

Her kan du se en privatoptagelse af øjeblikket, hvor Medina besvimede på scenen fredag aften.