Mens rigtig mange danskere er sommerferieramte og tv-stationerne derfor i stor stil sender genudsendelser, nærmer de sig i Australien finalen i talentkonkurrencen Voice. Én af dem, der er med helt fremme i konkurrencen er danske Anja Nissen.

Den 18-årige teenager er født i Australien, men af pæredanske forældre. Det er ikke første gang, Anja har forsøgt sig med talentkonkurrencer på tv. Hun har tidligere bl.a. sunget sig i semifinalen i X Factor i Australien. Alligevel er det en anden begivenhed, hun nævner, når hun skal pege på, hvad det største, hun har prøvet, er.

- Jeg har sunget for kronprinsesse Mary. Jeg sang den danske nationalmelodi, Kong Christian, da hun skulle åbne et hjertecenter i Sidney, fortæller hun til BT, da vi taler med hende over Skype.

- Det er nogle år siden, jeg var 12 år dengang, men det var en kæmpe stor oplevelse, siger hun og fortæller, at hun både sang nationalsangen på både dansk og engelsk.

Bagefter var der endda også tid til, at de to kunne få en lille snak med kronprinsesse Mary.

- Vi talte om, hvor svært det var at lære sprog. Hvordan jeg med danske forældre i Australien havde meget svært ved at lære det danske sprog. Hun sagde, at hun havde samme problem med hendes børn, der havde svært ved at lære engelsk, fortæller hun på engelsk over Skype-forbindelsen fra Sidney. For selvom Anja Nissen forstår dansk ret godt, så foretrækker hun at tale engelsk, da BT taler med hende. Det er trods alt det sprog, hun taler til dagligt.

Rystende nervøs

Anja Nissen fortæller, at hun begyndte at synge allerede før, hun kunne gå. Da hun var til audition, gav hun en så imponerende version af Mariah Careys nummer ”Vanishing”, at alle fire dommere vendte sig om i håbet om, at det 18-årige talent ville vælge lige netop dem.

Hun havde dermed frit valg mellem fire af musikscenens største stjerner; Will.i.am, Kylie Minogue, Ricky Martin og Joel Madden, der er forsanger i bandet Good Charlotte, da hun skulle vælge, hvem hun gerne ville have som sin coach.

- Selvom jeg har prøvet det før, så rystede jeg, da jeg stod på scenen. Jeg var vildt nervøs, så jeg var utrolig glad for, at de alle vente sig rundt.

- Jeg valgte will.i.am, fordi jeg mener, at han er den mest åbenlyse for mig. Han har hele pakken. Han arbejder med nogle af de største stjerner og udover selv at synge, så er han producer og sangskriver. Det håber jeg, at jeg kan drage fordel af, fortæller hun.

Vild med Medina

Anja Nissen er lige blevet færdig med skolen, og det var faktisk planlagt, at hun det næste år skulle have foregået et helt andet sted. I forældrenes fødeland.

- Vi er desværre ikke så tit i Danmark. Jeg var 11 år, da jeg sidst var i landet, siger hun.

- Jeg skulle have været i Danmark nu, men så kom Voice i vejen, siger hun og fortæller, at forældrene har givet både hende og storsøster Pia et år i Danmark, da de blev færdig i skolen, for bedre at lære Danmark at kende.

- Min storsøster Pia fandt sin kæreste, Johan, da hun var i Danmark. De flyttede kortvarigt til Australien, men nu bor de fast i København, fortæller hun og siger, at hun der for også følger med i, hvad der rører sig i Danmark. Ikke mindst på den danske musikscene.

- Mine favoritter er Medina, Oh Land og Mads Langer.

Anja Nissens mor flyttede med sine forældre til Melbourne og Australien, da hun var 11-årig. Hendes far kom først derned, da han som 22 årig tømrer med udlængsel og eventyrlyst flyttede down under. Skæbnen ville så at de to mødte hinanden i Den Danske Klub i Sidney, som eksisterede dengang.

Anja Nissen har klaret sig igennem fem runder af talentshowet. Senere på ugen, skal der fra vælges yderlige fire personer fra det deltagerfeltet, der pt. tæller tolv. Der er finale i Voice of Australia om små tre uger.