Trods skandaler synger sangeren selvsikkert videre - nu med Chance the Rapper.

Det er efterhånden svært at huske, hvad det præcis er, Justin Bieber gør til daglig. Inden for de sidste par måneder har den skandaleombruste sanger været i kontakt med lovens lange arm, han har kastet æg på sine naboers huse, mens hans eget har været udsat for en politiransagning, han har i påvirket tilstand kørt ræs i dyre biler, og senest har en canadisk limousinechauffør sagsøgt sangeren for vold. I USA har det medført en underskriftsindsamling for at få Bieber deporteret hjem til Canada, skriver Huffington Post, og Bieber har netop meldt sig hos politiet i Toronto, hvor han er blevet sigtet for vold, skriver Billboard. Alle de kulørte nyheder kan vi godt glemme, for nu har Justin Bieber en ny musikvideo ude til sangen "Confident", der skal minde os om, at det altså er musikken, det handler om.

"Confident" stammer fra Biebers "Journals" der udkom op til jul sidste år. Hvor den selvsikre attitude måske giver sangeren problemer i privatlivet, virker den til gengæld glimrende på nummeret. Det er i det hele taget et mere modent udtryk, der kommer til udtryk. Det bemærkede GAFFAs Michael José Gonzalez også i sin anmeldelse, hvor han skrev: "Det er tydeligt, at Bieber ligesom kollegaen Miley Cyrus forståeligt nok nu jager et noget ældre image, hvilket samarbejder med folk som R. Kelly, Lil Wayne og Big Sean da også vidner om. Og overordnet set er 'Journals' da også det bedste album til dato fra Biebers hånd."

På "Confident" medvirker også Chance the Rapper, som GAFFA har spået et stort gennembrud i 2014. Rapperen rapporteres at være flyttet ind hos den engelske musiker James Blake i Los Angeles, hvor de arbejder på ny musik sammen.

Se "Confident" her.