Den satiriske rap-duo Adam & Noah har lavet deres helt egen udgave af Lukas Grahams’ monsterhit ’7 Years’. Og den får ikke får lidt med 'bro'-swag og Krummerne-reference.

»Vi har en ting, som vi har ordentlig optur over. Og det er, at ham der Lukas Graham, han har fået ordentlig succes i USA,« lyder det fra Noah & Adam i starten af videoen, som de har lagt på YouTube.

»Men så har vi tænkt på en ting, hvordan ville den sang lyde, hvis det var en rigtig ’bro’, der havde skrevet den? Så ville den lyde lidt anderledes,« afslører de, inden de starter sangen, der oprindeligt tager lytterne med en rejse gennem hele livet fra syvårsalderen.

Hør sangen længere ned på siden.

Rap-duoen Adam & Noah startede som et YouTube-fænomen, hvor de på satirisk vis undrer sig over danskernes vaner og traditioner i korte videoklip. Videoerne er typisk lavet som selfie-reportager og begynder ofte med spørgsmålet ’Hvad sker der dansker?’. Tidligere på året har de turneret med et show af samme navn.

Sidste efter fik de deres eget program på DR2 og laver altså også musik.

Torsdag aften delte Adam & Noah coverversionen af Lukas Grahams verdenshit på deres Facebook-gruppe, der har mere end 240.000 følgere. Siden har den fået mange til at grine og er blevet delt flere tusinde gange.

På dansk og med en god portion humor starter sangen således:

'En gang var jeg syv år gammel
Min far gav mig en flad og sagde gå ud og slå græsset nu'

Og den karikerede opvækst fortsætter:

'Jeg har altid haft den drøm at min far ikke slår mig
Sagde jeg, ringede til kommunen, men så slog han hårdere'

På et tidspunkt i sangen får de to flettet en lille reference ind til 90’er filmserien ’Krummerne’, hvor Lukas Graham spillede lillebroderen Grunk.

'Engang var vi 11 år
Der er så meget, vi ikke forstår
Hvorfor går alle voksne rundt og ser ud, som om at alting gør ondt'

Fraserne stammer fra en sang fra de folkekære film, hvor Krumme synger om, at det er hårdt at være 11 år. Men Adam & Noah må altså lige blive enige om, at det ikke var Krumme Lukas Graham spillede i filmene.

Lukas Grahams originale udgave af ’7 Years’ har toppet flere af verdens hitlister. Og på amerikanske ’Billboard Hot 100’, der anses for at være den mest prestigefulde hitliste i verden, lå sangen nummer to i flere uger.