Siden hun blev stemt ud af Vild Med Dans, har den kønne sangerinde haft fuld gang i flere projekter.

I øjeblikket hjælper hun sin 13-årige lillesøster med at klare sig i den musikbranche, som hun selv har været en del af. I 90’erne var hun den ene halvdel af den succesrige sangduo Soap, sammen med sin storesøster Heidi, men nu er det den 13-årige lillesøsters tur.

- Jeg har skrevet et dansk nummer sammen med min lillesøster, som hun faktisk lige har været inde og indspille, siger Saseline Sørensen, der mødte op til MTV EMA Pre-party 2012 sammen med søsteren Natasha Imani.

European Music Awards Pre-Party

Og det er en beskyttende storesøster, bt.dk møder.

- Jeg skal lige høre, hvad der bliver sagt, smiler hun og bøjer sig frem, da bt.dk vil snakke med den unge sangspire.

- Hun er lidt genert, og jeg vil jo også gerne hjælpe hende på vej, undskylder Saseline Sørensen og tilføjer:

- Jeg har været i branchen i 16 år. Jeg har været igennem det hele, så jeg vil gerne sørge for, at hun kommer i de rigtige hænder. Hun er god, men hun skal være pissegod, før hun gør det. Men der kommer nok noget fra hende om et halvt til et helt år, siger Saseline Sørensen, der også er meget bevist om, hvilket image den unge sangerinde skal have.

- Hun skal ikke bare være en sangerinde, der står i lårkort og synger. Hun er kunstner. Og hun skal lanceres som kunstner, siger Saseline Sørensen, som bakkes op af r’n’b-sangerinden Szhirley, der pludselig kigger forbi for en hurtig bemærkning:

- Hun kan faktisk synge. Det er ikke bare noget, de siger. Hun spiller instrumenter også, slår hun fast, inden hun forsvinder igen.

Men selvom Natasha Imani er genert, og opmærksomheden på den røde løber er ny for hende, kan hun sagtens selv.

- Når jeg er klar, kommer der noget, siger Natasha Imani, der ikke ser op nogen til speciel sanger.

- Jeg ser op til mange. Ikke så mange stjerner, men mere folk omkring mig. Også mine to søstre, smiler den 13-årige sangerinde.