Der er ikke ret mange, der tør sige nej til verdens bedst sælgende popstjerne, Taylor Swift.

Men singersongwriter-legenden Joni Mitchell er én af de få.

Da nogle smarte pengemænd fra Hollywood således foreslog, at Taylor Swift skulle spille hovedrollen som Mitchell i filmen 'Girls Like Us', sagde Mitchell nemlig blankt nej.

- Jeg satte en stopper for den film, indrømmer Joni Mitchell i et interview med bladet Rolling Stone. Og hun fortsætter:

- Jeg sagde: Det eneste I har der, er en pige med høje kindben. Det hele er bare en stor om gang vrøvl og rygter. Der er ingen gode scener - kun antagelser og formodninger.

Og det var bestemt ikke, fordi Taylor Swift, der selv er stor Joni Mitchell-fan, manglede interesse i projektet.

- Jeg ville ønske, at det var bekræftet. Men det er én ting, jeg har lært om film. Der bliver talt meget. Men der sker ikke så meget.

I dag er Joni Mitchell 71 år gammel. Hun har vundet otte Grammy-priser for sin musik. Og hendes sang 'Both Sides Now' er én af musikhistoriens mest genindspillede kompositioner.