Måske har du hørt hendes hæse røst. Måske siger navnet dig absolut intet. Hun er nemlig aldrig blevet rigig kendt. Til gengæld er hun original og beviset på, at klicheen ’at være helt sin egen’ giver mening. Michelle Birkballe er ikke til at slå ud - måske bortset fra dengang, hendes far gav hende en mand i fødselsdagsgave.
Mød albumaktuelle Michelle Birkballe. Med blues i blodet og sange i hjertet. Og uden leflen for nogen som helst. Slet ikke eks-kæresterne, som altid får en musikalsk kindhest med på vejen.
Michelle Birkballe er aktuel med et nyt album i eget navn og i duet med sangeren Kim Schwartz på dennes ’I Still Believe In Love’.
Hun snakker, som hun synger. Lyder af whisky og smøger. Og cigaretterne er da også blevet hendes lidt for tro følgesvend, selv om hun har forsøgt at stoppe mindst lige så mange gange, som hun er flyttet og har endda skrevet en sang om det på det nye album.
Men ’Jeg skal nok holde op’ er – endnu - bare en sang med et luftigt løfte, og sangerinden får da også lige hevet det sidste ud af en Kings, inden hun byder velkommen indenfor i sit spritnye hjem, som hun deler med ungerne, guitarerne, drømmene - og de 22 sygesikringskort, der vidner om en ualmindelig aktiv flytteaktivitet.
Masser af mænd
Mænd er der ingen af. Lige nu. Men der er masser af mænd i hendes sange.
»Jeg burde kunne trække samtlige dates og forhold fra i skat. Meget kan man sige om de mænd, jeg har haft, men de har i hvert fald inspireret mig, og der er kommet både børn og masser af sange ud af de bekendtskaber.«
’Du loved’ mig syden (men det blev ferie ved Saksild)’, lyder en (klage)sang fra albummet, og kendere af Michelle Birkballe vil vide, at hun hellere end gerne udleverer eks’erne i direkte vendinger.
»Det er oplagt for mig. Jeg har også engang skrevet en sang om mine møder i Statsamtet, hvor jeg har været med alle tre fædre til mine børn. Vrede er sådan en god følelse at skrive på,« griner Michelle Birkballe.
Hurtigt – og uden filter
For nylig fik hun en mand i fødselsdagsgave. Han måtte dog gå igen.
»Jeg havde sagt, at jeg ønskede mig en neger – og ja, jeg siger altså neger – og så troppede min far op med én til min fødselsdag. Han fik nu ikke mere end et stykke kage, og tanken fejlede da ikke noget... ha ha... men jeg leder ikke efter en ny mand. Nu er det bare mig og ungerne.«
Og sådan går det i selskab med frk. Birkballe. Hurtigt. Og uden filter. Og kludetæppe-livet som enlig mor og fuldtidsmusiker går stærkt – men kun én vej. Fremad.
»Det er det her, jeg kan. Og tingene løber rundt for mig lige nu, fordi jeg spiller rigtig mange job,« fortæller sangskriveren, der ellers har givet den som rengøringskone, når musikindtægterne ikke slog til. Nå ja, og så forsøgte hun sig med HF for nylig. En ’karriere’, der sluttede brat, da skolen fandt ud af, at hun havde hentet sin eksamensopgave på nettet.
»Ha ha ... det bliver aldrig mig. Jeg vil hellere gøre rent. Og ud på festivaler og spillesteder. Og næsten hvor som helst.«
Men også kun næsten. Du får f.eks. aldrig Birkballe at se i talentkonkurrencer. Rygetrangen melder sig øjeblikkeligt, når du nævner muligheden for hende
.
»Gu’ skal jeg ej. Mig kan man ikke forme. Folk har så travlt med, hvad jeg burde gøre, og hvad jeg kunne ha’ gjort. Jeg er ikke for fem øre snobbet, men tingene skal sgu være i orden, og jeg vil hellere sidde kl. tre om natten og spille på et tilrøget værsthus end gøre noget, der ikke er mig. Det handler om alt andet end at blive kendt og tjene kassen,« som hun siger, inden hun alligevel indleder brandtalen om lige præcis... pengene.
»Dem skal jeg jo bruge. Jeg bliver ved med at sætte prisen op og er for længst færdig med at spille for 500 kr. og en kasse øl. Så er jeg pludselig blevet krukket, og det er da meget muligt, men jeg har levet af musik, siden jeg var 17, og jeg ved, at jeg synger pissegode sange. Det må man faktisk godt ta’ penge for, og jeg ryster bare på skuldrene, når nogen bliver fornærmet, fordi jeg vil ha’ løn. Og jeg har helt ærligt ikke brug for alle folks meninger om mig.«
Måtte droppe hanekammen
Det skulle da lige være børnenes. Som da de bad hende om at droppe hanekammen og være ’lidt mere almindelig’, når hun dukker op i skole og børnehave. Så den er væk. Ligesom lysten til at passe musikalsk ind i tidens look og sound.
»Jeg er gammeldags og har aldrig nogensinde fulgt med tiden. Men det irriterer mig, at vi er mange, der ikke bliver spillet i radioen, fordi vi ikke er mainstream. Det er sgu for kedeligt. Men så møder jeg mit publikum på spillestederne i stedet. Jeg har heldigvis min egen lyd og ingen konkurrenter, for der er ingen kvinder, der laver det, jeg laver,« lyder det fra Aarhus-pigen, der – selv om hendes historie ku’ tyde på noget andet – kun har rundet de 35 år.
