En oksestærk mormor reddede gang på gang Majbritte Ulrikkeholm og hendes søskende. Den 51-årige sangerinde, forfatter og foredragsholder udsender nu et julealbum til støtte for fattige danskere.

Julen i sangerinden Majbritte Ulrikkeholms barndom i Odense var fattig. Senere i livet har hun knoklet for at undgå fattigdom, indtil hun brød helt sammen. Ud af den erfaring er opstået et album med julesange, som skal støtte fattige familier.

Hun er lille og levende. Betagende og storsnakkende. På klingende fynsk vælter det ud med ord, allerede inden man er trådt ind ad døren i det hyggelige haveforeningshus på Amager. Et hjem med klaver, selvfølgelig. Og god karma, højt til loftet og en hund, der matcher sangerindens energiniveau.

Majbritte Ulrikkenholm hjemme i kolonihaven på Amager. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Majbritte Ulrikkenholm hjemme i kolonihaven på Amager. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

Den 51-årige fynbo har ryddet et hjørne af huset, disket op med kanelkaffe og tændt stearinlys overalt. På gulvet står kasser fulde af flere hundrede cd’er og julekort, sirligt pakket ind i fint papir til ære for det publikum, der venter til årets julekoncerter.

For hendes nye album ’Min allerførste jul’ er ikke bare et album. Det er hendes hjerteblod. Som alt andet, hun laver. Denne gang går ti kroner fra hver solgt cd til sangerindens egen Røde Kors-indsamling, der bringer julehjælp til fattige familier.

»6.500 søger om julehjælp hvert år. Folk tror ikke, der findes fattigdom i Danmark, men tallet taler jo for sig selv, og vi må og skal forholde os til det. Fattigdom handler ikke kun om ikke at have penge. Det handler også om i det hele taget ikke at have overskud,« siger Majbritte Ulrikkeholm, der selv kender til at holde jul i fattigdom.

Det var tæt

Fattigdom, først under opvæksten hos sine polske bedsteforældre. Senere da hun måtte flytte hjem til den psykisk syge mor, da bedsteforældrene ikke længere magtede opgaven at forsørge storfamilien.

»Min mor har været psykisk syg hele mit liv, så jeg, mine søskende og den øvrige familie boede hos mine bedsteforældre, der knoklede for hele flokken med fabriksjob og ekstraarbejde. Vi stuvede os sammen i huset og levede af indvolde og slagterens affald, som mine søskende og jeg hentede. Danskere spiste ikke indvolde dengang, men for en østeuropæisk familie blev det til helt almindelige retter, som min mormor brugte timer på at tilberede.«

Karrieren gik fint for Majbritte Ulrikkeholm, der på et enkelt spillejob tjente det samme som bedstefaren kunne hente på en uge. Doven var hun langtfra, men kroppen sagde stop.
Karrieren gik fint for Majbritte Ulrikkeholm, der på et enkelt spillejob tjente det samme som bedstefaren kunne hente på en uge. Doven var hun langtfra, men kroppen sagde stop. Foto: Jørgen Jessen
Vis mere

Rødegårdsvej nr. 13 i Odense var rammen. Om en katolsk og overtroisk familie på tretten medlemmer, hvor en eller flere måtte indtage måltiderne i køkkenet, så antallet ’gik op’ og ikke bragte ulykke. Og med en oksestærk og målrettet mormor, der altid talte om – og hjalp – de fattige. Så meget, at børnene i familien aldrig opdagede, at de i høj grad selv var en del af den fattige flok.

»Der gik mange år, før jeg fandt ud af, at vi ikke levede helt almindeligt. Med lokum i gården, hjemmesyet tøj og koens mellemgulv på menuen. For det var jo min virkelighed. ’Først når du ikke kan give noget, er du fattig’, sagde min mormor altid. Så vi oplevede det ikke som fattigdom og gav altid fem øre til kirkebøssen.«

Kulturchokket og den virkelige fattigdom oplevede Majbritte Ulrikkeholm først, da hun og de øvrige søskende blev nødt til at flytte hjem til moderen. Til hendes årelange depressioner, store underskud – og et tomt køleskab. Fra huset med malerier malet direkte på væggene, udsmykningerne i loftet og til en lejlighed i Vollsmose, hvor alle lejligheder lignede hinanden, og hvor den årlige julehjælp reddede julen for familien hvert eneste år.

Mormor viste vejen

»Det hele var mærkeligt. Min mor kunne ikke overskue os, hun kunne ikke administrere de få penge, hun fik, for hun besad ikke den styrke og det overskud, som hendes egen mor havde. Det var voldsomt, og min mormor reddede os gang på gang, når vi for gud ved hvilken gang kom på besøg, fordi der ikke var nogen mad hjemme. Uden hende aner jeg ikke, hvordan det var gået.«

Forfatteren og sangeren Majbritte Ulrikkeholm gik ned med stress, lærte af det og ernærer sig blandt andet som foredragsholder, kursusholder og med foredrag. Her på Gallo-skolen i Risskov ved Århus.
Forfatteren og sangeren Majbritte Ulrikkeholm gik ned med stress, lærte af det og ernærer sig blandt andet som foredragsholder, kursusholder og med foredrag. Her på Gallo-skolen i Risskov ved Århus. Foto: Palle Hedemann
Vis mere

Og selv om mormoren for længst er borte, lever både hun, hendes mantraer og styrke i høj grad hos sangerinden. ’Vil du ende på fabrikken som mig’, lød spørgsmålet, hvis dovenskaben indfandt sig i skoletiden, eller hvis Majbritte Ulrikkeholm kom træt hjem efter et af de spillejobs, hun begyndte på allerede som barn. Til en hyre, der svarede til bedstefarens ugeløn.

Det gik godt og – alt for – hurtigt

Og nej, det ville hun ikke og gjorde i mange år, hvad hun kunne, for at undgå det. Sagde ja til alle opgaver. Overlevede ugerne og ræsede af sted i kampen for aldrig at gentage sin barndoms fattigdom og alligevel have dårlig samvittighed over ikke at gøre det og at have det så meget nemmere end bedsteforældrene. Hun var effektiv og succesfuld. Indtil kroppen sagde fra.

»Jeg huskede pludselig dårligt. Glemte ting. En aften fandt jeg mig selv som spøgelsesbilist på motorvejen, og en dag på vej til job kunne jeg ikke huske mit eget navn. Det var helt sort, og min læge havde én besked til mig: Gå i seng det næste halve år.« Så det gjorde hun. Aflyste alt, lå på sofaen, aflyste koncerter og kontrakter, lukkede ned. Tjente nul kroner. Og blev forladt af den jyske langdistancekæreste gennem otte år.

Det hele væltede

»Det hele væltede bare på en gang. Det var frygteligt, men også mit store vendepunkt, for jeg fandt ud af, at frygten for at blive fattig havde overtaget den enorme kærlighed, jeg altid har haft til alt, hvad jeg laver. Fattigdommen sad dybt i mit system, hvor min mormor altid holdt den ét skridt fra livet. Og da jeg lå der på sofaen og var syg, talte jeg med min mormor, selvom hun ikke var her fysisk længere. Jeg måtte sige, at det var altså lægen, der havde sagt, at jeg skulle slappe af. Det sad i mig endnu, og det gør det stadigvæk, hvis jeg ikke er opmærksom: ’kom nu, kom nu, vil du ende ligesom mig på fabrikken?’.«

Det kommer hun næppe til, og kunstnerlivet er stadigvæk hendes liv. I et lidt andet tempo og med de rigtige overskrifter.

På baggrund af sine egne oplevelser med barndommens jul i fattigdom er sangerinden Majbritte Ulrikkeholm gået ind velgørende julearbejde for Røde Kors.
På baggrund af sine egne oplevelser med barndommens jul i fattigdom er sangerinden Majbritte Ulrikkeholm gået ind velgørende julearbejde for Røde Kors.
Vis mere