En lidt lang, men hyggelig søndag aften i selskab med to af den danske scenes allerbedste solister.
Nikolaj Nørlund har i de senere år først og fremmest gjort sig bemærket som producer for nogle af de mest succesrige danske navne, mens Jens Unmack har holdt sin solokarriere efter Love Shop kørende på højt blus. Nu er de to venner draget på en mindre turné sammen, hvor Nørlund har samlet guitaren op igen til fordel for mikserpultens knapper.Københavns Jazzhouse dannede fine rammer for koncerten, og der var der fuld valuta for de betalende, da Nørlund og Unmack hver især spillede et solosæt, inden de til sidst gik på scenen sammen.
Nørlund var første mand på scenen, og hans indadvendte stil er måske ikke den nemmeste at engagere sig i, men det er til gengæld hans flotte, fabulerende tekster, som han leverede med sin indlevende og karakteristiske røst. Specielt ’Gætter’ og ’Nat’ fra albummet ’Tændstik’ gik rent ind, inden Nørlund overlod scenen til kollegaen.
Kollega Unmack lagde en noget mere spydig sarkastisk stil for dagen end Nørlund, hvilket vi fik smag for via den indlagte stand-up-dialog mellem sangene, hvor sangeren fik langet ud efter alle fra Niels Hausgaard til de cokemisbrugende modeller fra Copenhagen Fashion Week.
Unmack havde centreret sættet omkring sit seneste album, ’Aftenland Express’, fra hvilket ’Her kommer stilhed’ åbnede koncerten, men der var også plads til et par evergreens. Eksempelvis blev Love Shops ’Drømmenes Købehavn’ introduceret som en udødelig klassiker, men det var faktisk også svært ikke at give ham ret. Svært var det heller ikke at høre ’Satans yngel’ som en ode til krigeriske statsledere – sangens udtryk forstærkedes i denne sublime version med pianisten Mikkel Damgaard som opbakning.
Efter ’Coke Lovebirds’ var der pause – vi havde fået halvanden times musik af høj kvalitet – inden de to gik på scenen sammen.
”Samarbejdssættet” viste sig desværre hurtigt at forekomme underligt forceret, da Nørlund og Unmack umiddelbart blot fortsatte solokoncerterne – nu blot mens de begge stod på scenen samtidig. Nørlund sang et par sange, mens Unmack stod i baggrunden og pillede lidt ved sin guitar, og en håndfuld minutter senere byttede de to så plads, så Unmack kunne spille videre af sit ’Aftenland Express’-materiale med Nørlund i baggrunden.
Sådan som det så ud, måtte koncerten gerne være stoppet efter solosættene – havde det da ikke været for den suveræne version af Unmacks ’København i dine øjne’ og ikke mindst Nørlunds uhyggelige ekstranummer ’Verdenssøn’, hvor han havde sat musik til Michael Strunges digt af samme navn. Og minsandten om der ikke var lidt unikt samspil at spore i den afsluttende Love Shop-fortolkning ’Love Goes on Forever’.
De to troubadourer kan roligt turnere videre sammen, men gerne med to forlængede solosæt i stedet for denne afsluttende og noget unødvendige optræden som duo.
