Vi går lige på:
Det hér var et lærestykke i legesyge, en mesterklasse i musikalitet, en storlektion i swing og en dundrende dynamik-opvisning, som burde få de fleste andre musikere til seriøst at overveje det betimelige i simpelthen at brænde deres instrumenter.
De indviede vil allerede nu vide – og I andre får det så at vide nu – at det er trioen Skipper, Just, Frost, jeg prygler poesi af om pt. Mere præcist angivet d’herrers fest af en koncert i Amager Bio fredag aften.
Jeg har set Skipper, Just, Frost (og før Skippers ankomst, SP, Just, Frost) talrige gange, og de har til hver en tid været gode. I Amager Bio var de imidlertid enestående. Bandets bedårende blanding af boogie-woogie, sump-blues, jazz, gospel og rock’n’roll blev denne aften spillet op i et skylag, som kun de fineste af de fineste kan gøre sig håb om ind imellem at komme til at frekventere.
Hvad enten det drejer sig om hjemmedrejede hymner som ”Charmetrold” og ”Peace In The Valley” eller traditionals som ”Go To The Mardi Gras” og ”King Of The Road” swinger dette foretagende som frontparti-implantaterne på en svedig stripklub i sydstaterne. Alt – som i ALT – sidder lige i det skab, hvor man opbevarer de gyldne nøgler til selveste hemmeligheden ved at spille musik for musikkens egen skyld.
Det er sådan noget, normalt kun amerikanske musikere fra førnævnte sydstater kan. Men Skipper, Just, Frost kan også. Så vi må til det igen: Søren Frost er intet mindre end en formidabel trommeslager og i dén grad i særklasse herhjemme – mandens fornemmelse for swing, backbeat og selve dét at SPILLE trommer (snarere end bare at slå) er faneme fantastisk. Og det samme kan uden overdrivelse siges om Ole Skippers svinepræcise, tunge og ind imellem ligeud ekvilibristiske basspil. Hvilket ”blot” efterlader Esben Justs bedårende boogiepiano og medrivende entusiasme som trioens sanger og indpisker.
”Man kan spørge sig selv nu om stunder, hvad fanden verden egentlig har gang i,” som Esben doserede i koncertens start.
”Jeg ved, hvad vi har gang i hér. Vi har gang i det fede!”
Sandere ord er sjældent sagt. Upåagtet musikalsk præferencer vil jeg hævde, at hvis ikke man bryder sig om Skipper, Just, Frost… ja, så er man faneme umusikalsk og har i dén grad fortjent X-faktor, MGP og de klamme karaoke-shows, som alt for ofte gør det ud for koncerter nu om stunder.
For hvis S,J,P ikke er andet, så er de i dén grad beviset på, at selv den mest avancerede teknologi aldrig vil kunne erstatte ægte levende musikere. Og de fås ikke mere levende end denne trio.
”Hvis man ikke bliver i godt humør af det hér, så bliver man aldrig glad,” som min sidemand jublede under en syndigt swingende ”Charmetrold”.
Eller som en anden konstaterede:
”Jungersen, hvis du giver det hér en dårlig anmeldelse, lægger jeg sag an mod dig!”
Den forbrydelse skal jeg så undlade at begå i dette tilfælde. For mit vedkommende kunne jeg så godt finde på at lægge sag an mod trioen, i og med at den igangværende af slagsen faktisk er Skipper, Just, Frosts afskedsturné. Som man stod dér og svingede med træbenet, mens mundvigene søgte ad himlen til under ”Shake That Ass” og ”Never Can Tell” var det i hvert fald svært at betegne det som andet end en forbrydelse, at bandet har bestemt sig for at holde op efter denne turné.
Men de har vel deres grunde.
Og jeg håber da at opleve dem et par gange mere, før det er slut. I mellemtiden vil jeg langt om længe besvare Esben Justs traditionelle spørgsmål under bandintroduktionen i ”King Of The Road”. Spørgsmålet lyder nu som altid: ”hvad siger man så?”.
Jo, så siger man TAK! For alt!
Det gjorde et dejligt medlevende publikum i Amager Bio også, mens vi nølende forlod salen til tonerne af Louis Armstrongs klassiker ”What A Wonderful World”.
For det var dét, den var lige dér… verden altså. Wonderful.
