Publikumsreaktionerne var fuldkommen hysteriske under en ellers temmelig jævn, tilbagelænet koncert med den produktive unge singer/songwriter, Ryan Adams.

Når opgaven har været at sætte ord på den 33-årige sangskriver Ryan Adams’ musikalske gøren og laden, har de fleste kritikere været helt oppe at ringe. Et navn, der går igen og igen er country-rockeren, salig Gram Parsons. En legende, som Adams oven i købet deler fødselsdag med.

At denne gut fra North Carolina imidlertid langt fra er nogen Gram Parsons satte han en tyk streg under torsdag aften i Frederiksbergs Falconer Sal, hvor det faste band, The Cardinals var medbragt.

Koncerten blev ikke desto mindre sparket i gang af et jubelbrøl fra publikum, der formentlig har kunnet måles på richterskalaen. ’Peaceful Valley’ efterfulgt af ’Goodnight Rose’ åbnede den to timer lange forestilling. Første indtryk efter de to sange var, at man nu skulle til at overvære en herlig omgang hængekøje-americana. Bestemt ikke at kimse ad, da vi sjældent får mulighed for den slags på disse kanter!

Efterabning Men den tilbagelænede stemning og varme ånd sendte for ofte tankerne hen på de tydelige forbilleder fra The Band og Grateful Dead. Og netop dét, at alt musikken mindede om noget andet, der ER lavet (bedre) i forvejen, viste sig også hurtigt at blive Adams’ største problem. Om det så var de førnævnte to bands, eller om det var Lynyrd Skynyrd – som i ’Cold Roses’ – der efterabedes, ja, det var egentlig hip som hap… Forudsigeligheden gjorde, at koncerten aldrig lettede.

Vi var et godt stykke inde i seancen, før der blev afveget fra den jævne komfortrock, da ’Shakedown on 9th Street’ markerede en sand hyldest til rock’n’roll. For første gang fik sangskriveren tvunget sin musik helt ud over scenekanten. Befriende.

Autopiloten blev dog hurtigt slået til igen, og så dryssede det første sæt ellers anonymt af sted. Hold op, hvor var det behageligt… og kedeligt. Efter en time blev vi så sendt til pause med forvisningen om, at næste akt ville bestå af et akustisk sæt. Så gik man da i det mindste til fadølshanen i håbet om, at det ville blive en anderledes, og måske mere underholdende anden halvdel.

Højdepunktet Efter pausen var det da heller ikke længere The Band, men derimod Neil Young, tankerne ledtes hen på, da Ryan Adams som unplugged-figur gjorde brug af mundharmonikaen i ’Why Do They Leave?’. Men i det hele taget swingede denne akustiske halvdel noget bedre, og hovedpersonen var mere snaksaglig og fortalte om, hvordan han er ved at miste hørelsen på det ene øre, og går og frygter for, at han ikke længere vil have mulighed for at gøre sig som musiker. Ærlige ord blandt de ellers noget indforståede, men underholdende små taler vi blev budt på.

Efter afslutningen med det nye singlehit, ’Two’, kom Adams heldigvis tilbage på scenen uden band og gav en håndfuld ekstranumre. "Heldigvis" fordi det klart var aftenens højdepunkt. Her skar den synligt skrøbelige sanger helt ind til benet. Først med den ængstelige ’I See Monsters’ og senere med en utrolig smuk klaverfortolkning af ’Sweet Lil Gal (23rd/1st)’.

Her var det faktisk svært at associere til andre musikere, og for en kort stund fornemmede man, at Adams rent faktisk mente det, og ikke bare stod i øveren med sine venner og jammede. Måske den gode Ryan skulle forsøge sig med en unplugged-tour næste gang? Sangene foldede sig i hvert fald ud på en helt anden måde, end når de blev leveret af det lidt for tilbagelænede Cardinals-band...