Kærlighed og kapacitet: Helhjertet hyggetime med musikere i mesterklassen
- Jeg ville bare spille min musik og hadede det pres, der var omkring The Stones. Jeg ville spille det, jeg kunne lide, har efterhånden 78-årige Bill Wyman fortalt undertegnede forud for aftenens koncert på spillestedet Posten nær Odense Banegårdscenter.
Ordene faldt i forbindelse med en snak om mandens første soloalbum, men i en vis forstand er det faktisk netop det, Wyman har gjort de sidste tyve år – koncentreret sig om den musik, han nærer en personlig passion for.
Bill Wyman's Rhytm Kings er i sit væsen et hyggeprojekt, en legeplads for musikere i mesterklassen, og i aften i Odense er ingen undtagelse. Da aftenens særlige gæst, den naturstridigt velholdte Supremes-sangerinde Mary Wilson, gør sin første entre på scenen og har proklameret at hun vil synge nogle Motown-klassikere, tilføjer hun: 'Hvis I kender nogle af sangene, så syng med – it ain't nothing but a party!'
Det er ikke dybe visdomsord, men ikke desto mindre særdeles rammende for hele seancen: Vi er her for at hygge os og have det sjovt til tonerne fra en helt anden tid, et andet sted. At den præmis ikke nødvendigvis behøver at være ensbetydende med musikalsk middelmådighed demonstreres imidlertid på fornem vis iaften.
Af hele holdet, bevares, men ikke mindst af fuldstændig fremragende Albert Lee –gennem årene sideman for folk som Emmylou Harris og Everly Brothers, og i aften en konstant påtrægende påmindelse om at det altså er et hold musikere i verdensklasse, der spiller op for det gråsprængte publikum i aften.
Bluesen banker på
Musikerne skiftes til at indtage hovederollen; Lee leverer såvel gnistrende veloplagte rockabilly-indslag som fortolkninger af Dylans "I'll Be Your Baby Tonight" og Everly Brothers-balladen "Cryin' in the Rain," Saxofonist, mundharpespiller med mere Frank Mead har flere fine indslag og Mary Wilson diverterer veloplagt med hele striben af Motown-klassikere – fra "Stop in the Name of Love" til "You Can't Hurry Love."
Hvortil kommer et ikke ubetydeligt stænk Chicagoblues, leveret af Wymans højrehånd Terry Taylor – og så et par på en gang stærke og meget morsomme indslag fra aftenens tangentspiller Geraint Watkins.
Den walisiske pianist, som har assisteret notabiliteter som Paul McCartney og Mark Knopfler, gør indtryk på såvel tangenterne som på den vokale front og balancerer flere gange på kanten mellem det virkeligt morsomme og småpinlige.
Som da han skal spille en Howlin' Wolf-ting og får publikum til at hyle, hver gang den afdøde bluesmands navn nævnes. Og bliver ved og ved og ved, ad absurdum, indtil kollegerne på scenen for længst er blevet utålmodige.
Efter den indlagte pause virker Watkins endda lettere beruset; senere indleder han en fin udlægning af "It's Raining" med at fortælle – uden ironi - hvordan hans kæreste lige har slået op og han sad på hotelværelset imorges og græd. Og så er The Blues pludselig ikke bare et kapitel i musikhistoriens store støvede bog, men en helt konkret faktor der gør sig gældende på scenen, lige nu og her i Odense.
Det gamle band
Wyman selv er vel nærmest den mest tilbageholdende og diskrete på scenen, ganske som tilfældet var i "hans gamle band" – The Rolling Stones - som uundgåeligt spøger i baghovedet og i Postens kulisser i aften. I starten af koncerten proklamerer han at "Vi er her for at have det sjovt iaften …..har I også lyst til at have det sjovt?"
Det har publikum selvfølgelig, og det får de også gennem den over to timer lange seance. Men citatet er sigende, fordi det netop er musikernes egen spilleglæde som er omdrejningspunktet. Og som i sidste ende selvfølgelig også kommer publikum til gode i aften: Wyman og rytmekongerne elsker tydeligvis materialet og metieren, og det mærkes i aften - også selvom begejstringen ikke just står malet i hovedpersonens stenansigt.
Selvom Wyman egentlig har fået påbud af sin læge om at skåne stemmen ved de aktuelle jobs, træder han alligevel selv frem til mikrofonen mod sættets slutning for at indtage den vokale hovedrolle i en helt ortodoks udlægning af Chuck Berrys "C'est La Vie;" det endelige punktum sættes med festlige "Dancing in the Street" med Mary Wilson tilbage på scenen.
Rundt omkring danser nogle med sig selv og hinanden, nogle gamle mænd står og smiler saligt - lykkelige for en flygtig stund. Nej, it ain't nothing but a party, baby – men indimellem er det også lige nøjagtig hvad man trænger til. Og hvad rockmusik i sidste ende drejer sig om, kunne man tilføje.
