(5/6)

Røvballe-rock i den rette dosis

Røvballe-rock i den rette dosis - 1

Chris Ballew giver den gas med Presidents of the United States of America. (Foto: Mitch Moquin) Se stort billede

Tre særdeles veloplagte præsidenter var på visit i Odense.

Forestil dig at du er til sommerfest på en solbeskinnet veranda i en lille amerikansk forstad. Du ved, sådan en fest i ægte American Pie-stil, hvor drengene har bagvendt cap på, og hvor pigerne drikker Budweiser af flasken. En fest helt uden hæmninger.

Med omtrent den følelse i kroppen forlod man det odenseanske spillested Posten onsdag aften. Her havde godt 300 nysgerrige været vidner til en røvballe-koncert uden lige – og for en gangs skyld en forfriskende og helt fabelagtig én af slagsen.

”Good evening, we are the Presidents of the United States of America,” indledte Chris Ballew, der er den syngende og mest livagtige del af Seattle-trioen. Og derfra var der ingen vej tilbage.

Klædt i shorts, gul t-shirt og kondisko ligner han ellers ikke just den typiske frontmand for et rockband, Chris Ballew – men det er nu engang tilfældet. Under hans skaldede isse gemmer sig nemlig en misundelsesværdig viden om, hvordan man skruer den helt perfekte live-optræden sammen.

Og her følger så opskriften: tag et par poppede punkrock-numre med satiriske vers og et lærenemt sing-a-long-omkvæd; spil dem indtil publikum elsker dem og tilsæt en række medrivende cover-numre. Således opbygges en formidabel sætliste, som så jævnligt afbrydes af Ballews skæve, humoristiske anekdoter.

Det var velbalanceret og unikt - det fungerede bare!

Scroll ned for at læse videre...

Præsidenter i topform
The Presidents Of The USA så for første gang dagens lys tilbage i 1995, hvor deres selvbetitlede debutalbum var et friskt pust ovenpå den noget tunge grunge-bølge, der var skyllet ind over USA i årene forinden.

Sammen med Blink 182 (der dog opnåede større succes) definerede de nærmest genren 90’er-punk, og singlen ”Lump” blev et stort hit.

Det var dog svært at tage bandets sange helt seriøst, når de handlede om kattekillinger og kærligheden til ferskner.

Men efter en stille periode omkring årtusindeskiftet begyndte præsidenterne igen at røre på sig for et par år siden, og aftenens koncert i Odense vidnede i hvert fald om et band i absolut topform.

Kloner på scenen
Nummeret ”Ladybug” blev dedikeret til Chris Ballews kæreste, der solgte merchandise bagerst i lokalet, og i ”Poor Turtle” (fra det seneste album ”These Are The Good Times People”) sørgede Ballew over sin elskede grønne guitar, som han havde mistet ved et tyveri i Colorado.

Der blev desuden ikke sparet på de musikalske referencer: Udover tre Beatles-covers (”I’ve Got A Feeling”, ”Kansas City” og ”Revolution 1”), et Tom Petty-cover (”Free Fallin’”) samt Buggles’ ”Video Killed The Radio Star” bød præsidenterne på Beach Boys-kor og boogie-rock á la Creedence Clearwater Revival og AC/DC.

Alt sammen i de rette doser, så det ikke blev for røvballe-agtigt.

I den forbindelse er Posten et glimrende spillested. Lyden matchede bandets høje performance-kvaliteter ideelt, og hverken bandet eller publikum var bange for at nærme sig hinanden. Faktisk lod Chris Ballew to af sine ”kloner” – skaldede mænd med gule t-shirts – komme op på scenen og spille et par akkorder på hans ret aparte guitar, hvor to af de normale guitarstrenge er skiftet ud med basstrenge.

Crowdsurfing, stagediving, indstuderede møllesving og hop på stedet fuldendte en aften i selskab med verdens festligste præsidenter. Og det var i sandhed en fest uden hæmninger.

Lad for evigt solen skinne på Chris Ballews veranda.

 

Lige nu på B.T. PLUS

Nyheder

Sådan blev jeg Johanne Schmidt-Nielsen

17/04 10 kr
Bil og camping

Bøderne i EU er eksploderet

12/04 10 kr
Slank

Bliv slank - uden at blive fattig

11/04 10 kr
Motion

Chris MacDonald: Når målet skal nås

07/04
Jobzonen - Ny karriere

Annonce: