Det er måske svært at forestille sig Eels i slips og jakkesæt og en afslappet Mark Oliver Everett, der joker og hyggesnakker med publikum. Men liveoptagelsen af Eels fra deres show i 2014 i Royal Albert Hall har det hele og tilmed et knivskrapt spillende band.

Mark Oliver Everett har med sit Eels begået 10 studiealbum siden debuten i 1996 og står i dag som en af Amerikas mest originale sangskrivere. Det har ofte været meget kælderrockende hårdt og helt igennem usentimentalt. På dobbeltalbummet når vi ganske vidt omkring i bagkataloget tilsat et par rariteter.

På trods af de formelle omgivelser og den lidt stive påklædning rockes der bestemt igennem, men det sker med stil og respekt, hvor bandet i den grad får lov til at sætte en intim og varm stemning i en organisk rock.

Royal Albert Hall er en af de indspilninger, som det er svært ikke at blive lidt rørt over, hvis man gennem tiden har interesseret sig for Mark Oliver Everetts mageløse sangunivers. På denne fornemme liveindspilning står hans sangskrivning tindrende klar. Og tilsat en stor portion charme og menneskelighed.


Anmeldelse / CD

Eels, 'Royal Albert Hall' PIAS | Udkommer 13. april