Forsangeren for det engelske band Architects, Sam Carter, bliver hyldet på sociale medier for det, han gjorde, til en koncert i Holland fredag aften.

Bandet spillede på festivalen Lowlands, og under koncerten så forsangeren en kvinde, der crowdsurfede rundt i publikums arme. Her så Sam Carter så en bestemt fyr, der rakte ud efter kvindens bryster.

Det fik forsangeren til at stoppe koncerten et kort øjeblik, da metalcore-bandet havde færdiggjort sin sang. Så fulgte en meget direkte opsang med en frygtelig masse f-ord.

»Jeg har vendt det i mit fucking hoved, om jeg skal sige noget eller ej om det, jeg så i den sidste sang. Og ved I hvad? Jeg fucking siger det,« starter Sam Carter sin opsang med.

»Jeg så en pige - en kvinde - crowdsurfe herover. Jeg kommer ikke til at fucking pege den lort ud, der gjorde det, men jeg så dig fucking gribe ud efter hendes bryst. Jeg så det. Det er fucking ulækkert, og det er fucking utilstedeligt. Det er ikke din fucking krop. Det er ikke din fucking, og gramser fucking ikke på nogen. Ikke til mit fucking show.«

»Så hvis du føler for at gøre det igen - gå ud, fuck af og kom ikke tilbage,« lød det fra Sam Carter, der fik et kæmpe jubelbrøl fra det fremmødte publikum.

Det jubelbrøl har gentaget sig på de sociale medier, hvor den hollandske tv-kanal NPO har delt klippet på Twitter. Mens de fleste af deres tweets bliver liket op til 50-60 gange, er klippet fra Architects-koncerten liket mere end 14.000 gange. Og taksigelserne er væltet ind i hobetal.

'Tak for at sige noget, det gør mig så glad at se folk tale om det emne i stedet for at ignorere det,' skriver Cait.

'Hvordan en rigtig mand agerer, når han ser en kvinde blive chikaneret. Bravo!' skriver Elena Mikaelsen.

'Jeg startede med at snige mig ind til koncerter i high school og har set utallige bands. Det er første gang, jeg hører et band omtale det tydelige problem,' skriver en Twitter-bruger.

En anden bruger har på Twitter ligeledes takket Sam Carter for sit opråb og har gjort opmærksom på organisationen Safe Gigs 4 Women. Der har Sam Carter ligeledes delt på sin Twitter-profil, og organisationen selv har oplevet et stor stigning i trafik på sin hjemmeside gennem det seneste døgns tid.

'Vi har haft en flod af aktivitet natten over. Tak til Architects - mange tak for det, I gjorde. Vi har brug for, at flere bands gør det samme,' skriver organisationen på Twitter.