Først var der blodproppen. Så forsvandt stemmen. Siden krakkede økonomien. Efter nogle hårde år, hvor Sanne Salomonsen blev ramt – igen og igen, har hun genfundet sig selv i en ny og blidere version. Sanne har netop udsendt albummet 'Hjem'.
Klokken var hen under halv elleve på Portalen i Greve d. 27. februar i år. Det nærmede sig afslutningen af Sanne Salomonsens første turné nogensinde med et intimt set-up. Med kun tre musikere bag sig, mere eller mindre akustisk numre og fuld fokus på sangene. Før det første ekstranummer ’Over’gir mig langsomt’, som bl.a. Mads Langer skrev til Sannes album ’Unico’, holdt hun en kort pause.
- Det kan godt være, at jeg får lidt svært ved at styre mig her. Det nummer betyder utrolig meget for min søn Victor Ray og mig, sagde Salomonsen.
Og så sang hun en gribende version af teksten:
’Står her på kanten af kanten, Men et hjerteslag fra dig. Kan jeg hente viljen til livet. Så det overgiver sig langsomt til mig’
Sådan havde jeg aldrig tidligere set Rock-mama på scenen.
Seks måneder senere sidder Sanne Salomonsen i et værelse på Hotel Nimb i København og taler om oplevelsen. En oplevelse der skulle gentage sig flere gange i løbet af turnéen.
- ’Overg’ir mig langsomt’ har haft enorm betydning for min søn – og mig. Fordi den fortæller om perioden efter min blodprop, hvor der var så meget usikkerhed i mit liv. Ville jeg blive rask, ville jeg nogensinde komme til at stå på scenen igen. ’Står her på kanten af kanten...’, synger jeg. Det siger ligesom alt, ikke? Der var en periode, hvor Victor Ray og jeg talte meget om vores liv sammen, også hvis jeg ... hvis det værste skulle ske, siger Sanne Salomonsen.
Emotionel rundtur
Tilbage i Greve den dag i februar var én ting sangerindens egen emotionelle rundtur i en ny og ukendt manege. Noget andet at flere i salen tydeligvis befandt sig i en sindsstemning tilsvarende Sannes.
På vej ud efter sidste ekstranummer så jeg, der anmeldte koncerten for BT, en datter tage sin mor i hånden, give hende et klem og – ja, ae sin mors kind. En mikroskopisk gestus set i en større sammenhæng med krig mod IS og hungersnød i Den tredje verden. Men lige dér en påmindelse om de eksistenstråde, musik – som meget lidt andet i denne verden – kan væve i og mellem mennesker.
- Jeg har indimellem selv haft svært ved at styre mine følelser under den turné, siger Sanne i dag.
På mandag udkommer det album, med 10 nedbarberede versioner af Sanne-klassikere, der kom ud af turneén. ’Hjem’, hedder det. Og historien om Sanne Salomonsen og hendes seneste turné med 40.000 solgte billetter – heraf 4.000 i Tivoli - handler på mange måder om en sangerinde, der er kommet hjem.
Sygdommen
I 2006 blev hun ramt af blodproppen i hjernen. I første omgang handlede det om helbredelse, masser af træning og restitution. Men midt i strabadserne nagede spørgsmålet: ’Kommer jeg nogensinde til at synge igen?’
- Stemmen var væk, som hun siger.
Med sygdommen fulgte manglende indtjening, og da den bank, der havde finansieret købet af hendes villa i Nordsjælland krakkede, fulgte Sanne Salomonsens økonomi efter.
Først sidste år lykkedes det endelig at få huset solgt til en pris på 9 mio. kr. Efter salget har hun boet i en periode hos sin søn. Men nu har hun fået en lejlighed i det indre København.
Men det har været en hård tid. Undervejs blev hun ramt af en depression og efterfølgende social-fobi, hvilket hun tidligere har beskrevet, bl.a. i BT. Om perioden har hun tidligere sagt:
- Jeg blev ramt af en voldsom depression, der varede i ti måneder. Det sker, når ens hjerne har haft et sammenbrud. Jeg fik socialfobi og troede pludselig ikke på, hvad folk sagde til mig, og kunne ikke se nogen fremtid for mig. Alle de redskaber, man normalt bruger til at klare hverdagen, var bare væk. Der var kun mørke tilbage.
Tvivlen
Hun søgte psykologhjælp. Kom langsomt ovenpå. Men da hendes mor døde i 2010 måtte hun igen søge hjælp for at få styr på det indre kaos.
Der var en stigende tvivl i Sanne: ’Jeg er Rock-mama, og det vedbliver jeg at være, til jeg ikke kan mere. Men er tiden løbet fra Rock-mama’en med lædertøj og de store bevægelser?’.
- Jeg er vant til at stå helt fremme på scenen, og tale meget store fagter til publikum: ’Hva’ så? Er I der? Så det kan godt virke lidt angstprovokerende at skulle sidde dér (på en skammel foran tre musikere, red.). Der var en smule nerver i begyndelsen. Men jeg tror, det var med til at give det hele lidt mere nerve, siger Sanne Salomonsen.
Har du været i tvivl om, det kunne bære?
- Det kan du bande på. Jeg ved, hvad jeg kan som hende rocksangeren helt fremme på scenen. Men hver gang, man kreerer et live-show, tager man en chance. Jeg har taget mange chancer i min karriere. Jeg optrådte på et tidspunkt med mit eget solo-show. Jeg har spillet unplugged i 90erne med et større band – og på ’In A New York Minute’-albummet sammen med Chris Minh Doky. Jeg er blevet en voksen – jeg bruger ordet voksen, ikke det andet ord, for jeg bryder mig ikke om ordet gammel, siger Sanne Salomonsen med et grin.
Er Rock-mama sat på hold – eller er hun stedt til hvile?
- Lidt Rock-mama er man vel altid? Ved du hvad, i virkeligheden er det en meget egoistisk ting. For et års tid sad jeg på en færge på vej hjem fra Jylland. Jeg havde haft et par oplevelser, der fik mig til at tænke over, hvad jeg ville med mig selv. Følte måske, at det var på tide at prøve noget nyt. Jeg sad på færgen og tænkte, at det var synd, at jeg ikke spillede nogle flere af de gamle numre, som også har haft en betydning i mit liv, siger Sanne Salomonsen.
Hvad var det for en følelse, du forlod færgen med?
- Jeg følte, at jeg er nået til et sted, hvor jeg godt vil tages seriøst. Ikke fordi jeg ikke er blevet taget seriøst tidligere. Jeg er bare et andet sted i mit liv. Jeg vil gerne vise, at man selvfølgelig stadig kan have en karriere som voksen. Jeg er vildt glad for og stolt af min karriere. Men jeg skal også kunne tage mig selv seriøst som 58-årig. Alt, hvad jeg foretager mig er lystbetonet, jeg er åben overfor input og idéer. Det jeg har lært af livet er: at man skal være loyal overfor sin intuition, hvis en idé virker som det helt rette. Så er det bare om at gå efter det , siger hun.
Tilbage på scenen
Da hun efter de hårde år igen var klar til at møde verden – og sine fans, turnerede hun i 2009/10 i et par omgange. Den danske rock-mama blev mødt med livsbekræftende hyldest fra de mange fans, et forrygende pladesalg af albummet ’Unico’, og et pænt salg af albummet ’Tiden brænder – til trods for, at anmeldelserne var blandede. Til gengæld fik hun nogle meget kritiske koncertanmeldelser, hvor der ikke blev lagt fingre imellem. Blev det ikke skrevet ligeud, lå det mellem linjerne: ’Du er ikke længere hende den unge Sanne – indse det’.
- Der var en periode, hvor jeg skulle finde mig selv, siger hun i dag. Langt om længe har jeg fået styr på min boligsituation. Jeg bor i en lejlighed i København og har det skønt, siger Salomonsen, og peger på en video på mobiltelefonen med det nyeste skud på Salomonsen-stammen, Victor Rays søn.
- Jeg havde aldrig forventet, at det ville være sådan at blive farmor. Jeg elsker ham – den lille klump. Nu har jeg snakket og sunget om kærlighed i 40 år – at man kan komme til at opleve en ny form for kærlighed i min alder, det er da fantastisk, siger Rock-farmor.
Tænker du på dine andre mænd, når du synger de gamle sange?
- De sange, jeg har skrevet, afspejler ofte meget konkrete livssituationer. Når jeg synger ’Efter festen’ (gammelt Sneakers-nummer, red.) kan jeg genkalde mig vandreture i morgenrøden på vej hjem fra en eller anden fest til Mortens (Kærsås, red.) og min lejlighed i Pisserenden. Sange som ’Uden dig’ og ’Tænder lys’ minder mig om forelskelse, korte nætter – du ved. Sødmen er der stadig. Jeg har opdaget, at jeg møder mig selv igen som helt ung, når jeg synger nogle af de sange, jeg skrev dengang, jeg var i tyverne, siger Sanne Salomonsen.
Hvordan ser tyveårige Sanne ud med den 58-årige Sannes øjne?
- Hun var sgu’ en vildkat. Nej, jeg havde en fed opvækst – jeg flyttede ret tidligt hjemmefra, fordi mine forældre og jeg havde forskellige opfattelser af visse ting. Heldigvis fik jeg hurtigt en større forståelse for de ting, mine højt elskede forældre stod for. Jeg dyrkede min helt store interesse, sang og musik. Jeg dyrkede min interesse for åndelighed, som har fulgt mig siden. Mødte mænd, blev forelsket, gik i seng med dem. I 70erne havde jeg en periode, hvor jeg mest interesserede mig for den mere jazzede scene. (Sanne var i en periode gift med jazzmusikeren Bo Stieff, red.). Inden jeg sidst i 70erne fandt det ståsted i rockmusikken, som jeg har haft siden.
At komme hjem
’Efter festen’ handler om at gå hjem. Men måske mere om være blevet voksen? Er festen slut?
- Jeg er 58 år. Jeg kan og vil ikke leve på den måde længere. Spørger du, om jeg savner de lange nætter med fest og ballade, siger jeg nej. Det var en skøn tid. Jeg har utroligt mange gode minder – det overrasker vel næppe nogen, hvis jeg siger, at jeg har taget min del af kagen. I dag har jeg totalt fokus på mit helbred og mit liv, jeg lever så sundt og godt som overhovedet muligt. Jeg kan ikke længere gå ud og feste en hel nat, og lade som ingenting dagen efter, siger Sanne Salomonsen.
Hun er i en branche, hvor der er et enormt fokus på de unge. Det skal der være, mener hun.
- Jeg er også selv meget opmærksom på de unge sangerinder. Følger med i, hvad de laver – og bliver inspireret.
Selv er hun ’blevet voksen, men ikke gammel’.
- Hør her, jeg er føler som 30 årig indvendig. Jeg kommer en del ud og møder mine fans i dag, også ved foredrag, hvor jeg fortæller om min spiritualitet og åndelighed. Det har slået mig, hvor ofte jeg får bekræftet, at det er sådan utroligt mange mennesker har det: At alderen sætter nogle begrænsninger, men den giver også en masse muligheder og en masse erfaringer.
- Medina? Hun er er sej, hun er en af dem, der vil klare sig uanset, hvad der sker. Derfor behøver man jo ikke synes, at det hele er lige fedt at lytte til, siger Sanne Salomonsen. ◄ Som en del af det nye, mere intime set-up går sangerinden efter sine koncerter ud og taler med sine fans, signerer plader, udveksler minder. Lytter til fansenes historier – der ofte handler om forelskelser, om livssituationer.
- Jeg elsker mine fans. Jeg er så rørt over de mange ting, jeg hører og den respons, jeg får. Det viser mig, at alt det, jeg har gjort det sidste års tid har været det værd. Alle mine kampe, med min boligsituation, for at få min sangstemme tilbage – jeg anede ikke, om jeg kom til at sygne igen – alt det er lykkedes. Jeg synger jo igen.
