Rene Dif søger piger

Er du en dansk pige mellem 18 og 24 år med sangtalent, så er chancen for et gennembrud i den danske musikbranche måske nært forestående. Aqua-stjernen Rene Dif er nemlig ved at samle en ny pigegruppe.

På Aquas Facebookprofil efterlyser Rene Dif tre piger til en ny R'nB'-pigegruppe, som skal debutere i 2014. Manden bag en af de største succeser indenfor dansk pop-musik skriver i opslaget, at han kun vil have seriøse henvendelser. Til gengæld er han særligt interesseret, hvis man ud over at synge har andre talenter som rapping, beat boxing eller lignende.

Rene Dif opfordrer interesserede piger til at sende en mail, som gerne må indeholde links til video eller lydoptagelser, som kan dokumentere talentet. Rene Dif planlægger at holde auditions i januar og februar.