Trommeslageren Clyde Stubblefield døde lørdag af nyresvigt. Han blev 73 år gammel.

Det skriver flere amerikanske medier, heriblandt magasinet Rolling Stone.

Clyde Stubblefield er mest af alt kendt for sin rolle som trommeslager for James Brown, ligesom han betragtes som en af funk-musikkens helt store artister. Hertil er Clyde Stubblefield ifølge Rolling Stone den mest samplede trommeslager gennem tiderne.

Han beat er blandt andet anvendt på monsterhittet 'Fuck Tha Police' fra rapgruppen NWA og af rapperen Dr. Dre på nummeret 'Let me ride'.

Clyde Stubblefield voksede op i Chattanooga, Tennessee, og spillede i første omgang for soulmusikeren Otis Redding og siden i James Browns band fra midten af 60'erne og frem til 70'erne. I 2014 blev han af LA Weekly kåret som den næstbedste trommeslager nogensinde.

Flere store musikalske stjerner har i kølvandet på den triste nyhed også begrædt Clyde Stubblefields død. Det gælder blandt andet den populære trommeslager Questlove fra bandet The Roots, der lørdag hyldede den nu afdøde funk-stjerne på sin Instagram-profil.