Hvis lejligheden skulle byde sig, så er Rasmus Seebach klar til at rykke i udlandet. Men han vil aldrig gøre det på bekostning af sine mange fans herhjemme.

Hvis lejligheden skulle byde sig, så er Rasmus Seebach klar til at rykke i udlandet. Men han vil aldrig gøre det på bekostning af sine mange fans herhjemme.

Og derfor er den danske sanger heller ikke det mindste skuffet over, at duetten med Lionel Richie alligevel ikke udkommer i USA.

- Det var oprindeligt planen, at Lionels og Rasmus’ duet kun skulle udgives i Skandinavien (på Richie-albummet ’Tuskegee’, red.). Så da de pludselig fortalte os, at den nu ville komme med på pladen over det meste af verden, var det en fantastisk overraskelse.

Sådan fortæller Rasmus Seebachs manager Nicolaj Bundesen (Shu-bi-dua-sangerens søn, red.).

Og selvom Rasmus’ stemme (via Richie-albummet) nu vil kunne høres i så fjerne egne som Asien og hele Europa, så ændrer dét heller ikke Rasmus’ og Nicolajs overordnede fremtidsplaner.

- Vi har aldrig haft en vision om det store gennembrud i udlandet. Rasmus satser alene på sine danske fans. Han har et meget tæt forhold til dem. Dén succes, han oplever herhjemme, forpligter. Og han ville aldrig bare droppe dem og tage videre til næste kapitel, siger Nicolaj Bundesen.

Om valget af den amerikanske ’Say You, Say Me’-duetpartner Jason Aldean til USA-versionen af ’Tuskegee’, siger Bundesen:

- Det forstår jeg i dén grad godt. Han ligger nummer fire eller fem på hitlisten derovre. Så det ville ikke give mening at sige nej til ham.