Rammstein har en tæft for mådehold sådan cirka på linje med den gennemsnitlige centerpubs fornemmelse for avanceret kogekunst.

De seks tyskeres show er så spækket med lyseffekter og - absolut ikke mindst - bulder, brag og flammer, at det kunne få selv et Kiss-show i disses storhedstid til at minde om en øvelse i ydmyghed.

Sådan var det også, da Rammstein tirsdag aften ramte scenen i Forum på Frederiksberg. Og det er sgu’ fint nok – for så vidt angår effekterne i hvert fald. Vi er trods alt mange, som abonnerer på den filosofi, at mådehold og fornuft er kedsomhedens irriterende lillesøstre.

I Rammsteins tilfælde eksisterer begrebet 'for meget' ikke, og deres effekter ER overmåde imponerende.

Havde man for fa’en bare kunnet sige det samme om musikken.

Men nej.

Måske er det forudsigeligt nok, når Rammstein er på turné på baggrund af deres dårligste album nogensinde, 'Liebe Ist Für Alle Da' - men i hvert fald lagde Rammstein en gebrækkelig mangel på engagement for dagen i Forum.

Selv af Rammstein at være blev det overvejende en foruroligende maskinel rutinerundgang, hvor man skulle næsten en time hen i sættet til stensikre festreddere som de hårdtrockende 'Benzin', 'Links 2-3-4'og 'Du hast' samt lidt senere det kontroversielle hit 'Pussy', før koncerten for alvor af og til fik et los i den kokette lædertrusse, ligesom den salve reddede den tredje stjerne hjem i denne anmeldelse. Indtil da havde publikum at dømme efter den afdæmpede reaktion i salen i lighed med mig selv kedet sig med anstand.

'Well, maskinen ruller, og pengene triller,' som en kløgtig kollega anførte, mens han en halv time inde i koncerten kiggede på sit ur.

Jeg kunne så tilføje 'og kedsomheden truer'.

De af os, der var tilstede - også i Forum - ved Rammsteins forrygende folkefest af en koncert i november 2004, kan så undres over, hvorfor tingenes tilstand fem år senere er ændret så drastisk. Altså venner; det tangerer det kriminelle at have sange som 'Amerika', 'Reise Reise' og 'Mein Herz Brennt' i kataloget og så undlade at spille dem! Tillad mig et ydmygt håb om at Rammstein får rettet op på sætlisten til bandets sommerkoncerter i København og Skive næste år.

Som bandet gebærdede sig i Forum mindede Rammstein - den manglende kommunikation på scenen in mente - mest af alt om et ægtepar, som bliver sammen for barnets (i dette tilfælde musikkens) skyld.

Og den slags er sjældent det bedste udgangspunkt for den store kærlighed…