Queen-legende til BT: Jeg tænker dagligt på Freddie

BT har mødt Queens Roger Taylor før musicalen ’We Will Rock You’s danmarksturné

Karismatiske Freddie Mercury døde for 21 år siden. Alligevel er hans band Queen stadig en af rockverdenens mest profitable forretninger. Faktisk er gruppens indtjening relativt set større end nogensinde.

Det skyldes først og fremmest succes-musicalen ’We Will Rock You’, som snart turnérer i Danmark.

- Queen er mit liv. To liv faktisk. Et liv, mens vi stadig var et band. Og nu også de seneste 20 år efter vi stoppede. Og ja, det tjener jeg stadig gode penge på, siger Taylor.

Ifølge Mojo Magazine tjener Roger Taylor og Queen-guitaristen Brian May årligt 20 mio. kr. på Queen. Taylors formue er på omkring 360 mio. kr., skønnes det.

Vi møder ham backstage på London-teatret Dominion Theatre, hvor ’We Will Rock You’ nu har kørt hver aften de seneste 10 år.

Har mistet hørelsen

Taylor er ikke meget for at give interview. Ikke fordi han ikke vil stå ved Queen. Tværtimod. Han og guitaristen Brian May tager prisen som ’verdens mest aktive eks-supergruppemedlemmer’. Hvis den findes. Har oven i købet gendannet Queen med ny sanger.

Årsagen til Taylors tilbageholdenhed er helbredsmæssig. Han har mistet næsten hele sin hørelse og må klare sig med et par høreapparater. ’Til sidst måtte jeg mundaflæse’, som han siger.

- Jeg er selvfølgelig glad for musicalens enorme succes. Jeg vil nok være ubeskeden og sige, at musikken er den vigtigste grund. Folk har åbenlyst et behov for at skråle med. Man ser det hver aften verden over. Men der er også en fantastisk og satirisk historie bag. Den er båret af selvironi, som altid var en væsentlig del af Freddie, siger Roger Taylor.

Flamboyant fænomen

Man kunne tilføje en anden grund - samme Freddie. Flamboyant fænomen. Stjernebestøvet myte. En af rockhistoriens største sangere. Han er for længst tjekket ind i mindehjørnet på Radio GaGa. Men hans indflydelse og selve fortællingen om hans delvist tragiske liv er stadig nærværende i dag. Så meget at en af verdens største popstjerner p.t. har opkaldt sig efter nævnte radiostation.

Hvor meget fylder Freddie i dit liv i dag?

- Jeg fik en lille krise omkring hans 20 års dødsdag (24.11.2011, red.) Jeg blev rystet, fordi jeg har svært ved at forlige mig med, at al den tid allerede er gået, og jeg stadig savner ham hver dag. Han var min bedste ven, min forlover. Vi delte så meget, og jeg skylder ham så uendelig meget, siger Taylor i larmen i teaterloungen.

Spørger man forfatteren bag ’We Will Rock You’ er Freddie Mercury hovedforklaringen bag Queens succes.

- Sig det ikke til Roger, men der havde ikke været et Queen uden ham, siger Ben Elton, farverig forfatter og stand-up komiker, som blandt sine utallige meriter er ansvarlig for at have opfundet tv-serier som ’Den sorte snog’ og ’Mr. Bean’.

Møder med de Niro

- Det kan måske lyde underligt, men Freddie er så stor en personlighed, at jeg ikke ville kaste mig ud i at skrive hans historie som teater, siger Ben Elton, som BT også mødte i London-teatret. Derfor var han også tæt på at sige nej til at skrive ’We Will Rock You’.

- Jeg havde mange møder med Roger, Brian May og Robert, før jeg accepterede. Jeg mente, at lige meget hvad jeg kom op med, ville det være en skændsel mod Queen og Freddie og deres enorme talent, siger Elton.

Lad os tilføje, at der ikke er tale om en hvilken som helst Robert. Han hedder nemlig de Niro til efternavn. Han manglede et kulørt projekt til sit produktionsselskab. Fik idéen til en Queen-musical efter at have set ’Mamma Mia’.

Glade mennesker

Netop den meget campede og platte-på-den-britiske-måde historie har givet drøje anmelderhug til ’We Will Rock You’. Bl.a. fra overtegnede, da musicalen besøgte Danmark for første gang.

- Nå, du er en af den slags. Well, du har ret, historien er crappy, men noget kunne tyde på, at den fungerer. Og ja, det er svært at argumentere mod glade mennesker, der skråler med på ’We Are The Champions’, siger Ben Elton.

Fakta om Queen

Queens kerne var Freddie Mercury, Roger Taylor, trommer, Brian May, guitar, og John Deacon, bas.

Gruppen eksisterede fra 1971 til Mecurys død i ’91. Han døde af aids-relaterede sygdomme. Queen er dog genopstået i en besætning med Paul Rogers som sanger.

Gruppens største hit er: ’We Will Rock You’. ’We Are the Champions’, ’Another One Bites the Dust’, ’Killer Queen’, ’Somebody to Love’,’ You’re My Best Friend,, ’I Want To Break Free’ og selvfølgelig ’Bohemian Rhapsody’.

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her