UkuleleHanne – aka Hanne Katrine Rasmussen – laver melodiske coverversioner af nogle af dansk hiphops sexistiske numre. På fredag udgiver hun EPen »Den onde guffer«. Den er blevet til i et samarbejde med musiker og kønsdebattør Henrik Marstal, som mener, at sexismen og voldforherligelsen mod kvinder i dansk hiphop er mere rå og udtalt med tidligere.

Hun har figursyede kjoler, læbestift og høje hæle på, når hun går på scenen. Hendes stemme er blød og feminin, og hvis UkuleleHanne aka Hanne Katrine Rasmussen var med i talentshow, ville dommerne sikkert fremhæve hendes evne til at fortælle en historie med musikken, for hun synger tydeligt og med indlevelse, mens hun spiller på sin ukulele.

Hvis man ikke ved, hvad der venter én, kommer ordene fra hendes mund som en overraskelse. De lyder blandt sådan her: »Hun la’r sin fisse røre jorden, vasker gulvet med den« og sådan: »Sut mig op fra slap, kælling. Jeg løber ik’ med sladder. Vil pis’ på dig, når du bader og gi’ dig skridtskader.«

UkuleleHanne har nemlig gjort det til sin niche at lave sine helt egne melodiske coverversioner af sexistiske danske hiphoptekster, og på fredag udgiver hun en EP med fire af dem. Det drejer sig om Emil Stabils »Swimmingpool« L.O.C. feat Orgi-E’s »Sl!k«, Odense Assholes’ »Kælling, du ka’ ik’ køre bil« og Suspekts »Sut den op fra slap«

»Det begyndte i 2013 i radioprogrammet »Sara & David på P3«, og udgangspunktet var, at det var sjovt. Jeg tænkte ikke, at nu ville jeg gå i gang med et stort kulturkritisk projekt. Men jo mere jeg spillede den her type numre, des tydeligere blev det, at de kunne noget, for folk reagerede stærkt på dem,« siger Hanne Katrine Rasmussen.

Hendes publikum giver ofte udtryk for, at de aldrig har oplevet noget lignende og ikke ved, hvor de skal placere oplevelsen i deres hoveder, fordi sangene både er dejlige at lytte til og kan virke tåkrummende pinlige.

»Publikum får noget andet, end de regner med, og det får dem til at tage stilling til det, som de oplever. De fleste er positive, men reaktionerne er blandede. Man kan virkelig høre teksterne, når jeg synger, og det kan godt virke voldsomt på folk,« siger Hanne Katrine Rasmussen, som – i grove træk – deler sine publikummer ind i tre typer:

»Nogle synes, at det er vildt sjovt, når jeg som kvinde synger de her voldsomme, vulgære og ofte sexistiske tekster. Andre begynder straks at analysere og ser det som en interessant kulturkritik. Og så er der dem, der bare slet ikke kan lide det, og for mig er det så bare vigtigt, at de tænker: Hvorfor kan jeg ikke lide det?«

UkuleleHanne aka Hanne Katrine Rasmussen er aktuel med EP’en »Den onde guffer« med melodiske coverversioner af danske hiphopnumre med sexistisk islæt.
UkuleleHanne aka Hanne Katrine Rasmussen er aktuel med EP’en »Den onde guffer« med melodiske coverversioner af danske hiphopnumre med sexistisk islæt.
Vis mere

Hanne Katrine Rasmussen er ikke interesseret i at stå med en løftet pegefinger og fortælle folk, hvad de skal synes om teksterne.

»Jeg kan sagtens se problemet i nogle af de tekster, men jeg synes ikke, at det er min opgave at skære ud i pap, hvad folk skal mene om dem. De må selv lave deres egen analyse. Men jeg synes, at det er vigtigt, at vi snakker om, hvordan vi snakker om hinanden,« siger Hanne Katrine Rasmussen.

Et af de numre, som hun fortolker på den nye EP, er som nævnt Odense Assholes’ »Kælling, du ka’ ik’ køre bil«.

»De forsøgte også at få publikum til at forholde sig til musikken. Deres idé var at lave musik, som udstillede hiphop-verdenen ved at lave grovkornede og klichemættede tekster. Men publikum tog dem alvorligt, og til sidst måtte de gå ud med et dementi og gøre det klart, at det var tale om en parodi. Det forløb siger en del,« mener Hanne Katrine Rasmussen.

I forbindelse med udgivelsen har Hanne Katrine Rasmussen fået de forskellige kunstneres tilladelse til at udgive coverversionerne.

»De har alle været meget positive og overraskende åbne overfor, at jeg arbejder med deres musik og stiller den i et lidt andet lys,« siger Hanne Katrine Rasmussen.

EPen »Den onde guffer« er lavet i et samarbejde med musiker, producer og kønsdebattør Henrik Marstal. Da han i efteråret så UkuleleHanne optræde for første gang, kunne han næsten ikke få armene ned, og han foreslog øjeblikkeligt et samarbejde med henblik på at få skruet en udgivelse sammen, for han ser konceptet med covernumrene som et »intelligent kulturkritisk projekt« med et klart mål.

»Som jeg ser det, handler det om at få stillet spørgsmålet om, hvad det egentlig er for noget musik, som vi hører og omgiver os med i mainstreamkulturen? På den ene side er mange af os enige om, at vi skal bekæmpe sexisme. På den anden side har vi en hiphopkultur, hvor der bliver skrevet sange, som er et forsøg på at bekræfte mænds berettigelse til at dominere kvinder og udøve social kontrol over dem,« siger Henrik Marstal.

Han er især fascineret af den dobbelthed, som han ser i projektet.

»Når man ser Hanne på scenen, kan man tydeligt mærke, at hun godt kan lide sangene og nyder at optræde med dem. På samme tid bliver det meget tydeligt, hvor langt ude teksterne er, når en kvindestemme formidler dem. Jeg tror, at det hænger sammen, at vi i vores kultur er opdraget til at tolerere, at mænd godt kan tale sådan til og om kvinder. Men når vi hører de selv samme ord fremført af en kvinde, virker det bare helt forkert,« mener Henrik Marstal, som håber, at udgivelsen vil sætte gang i en debat.

Det er langt fra første gang, at danske hiphoptekster kommer under den kritiske lup, men Henrik Marstal håber, at det kan have en effekt, at musikken i denne sammenhæng er mediet i stedet for en traditionel kronik eller andre mere gængse veje ind i debatten.

»Hannes originale greb på covernumrene er et stærkt kunstnerisk statement i sig selv. Det er ikke kun et debatskabende indlæg,« siger Henrik Marstal, der ikke mener, at de hidtidige debatter har rykket noget:

»Tværtimod synes jeg, at sexismen og voldsforherligelsen mod kvinder de seneste 10-12 år er blevet langt mere rå og udtalt i dansk hiphop sammenlignet med tidligere. Det store spørgsmål er selvfølgelig: Hvorfor er det sådan? Opfylder den form for tekster et behov? Eller er det nogle gatekeepere som P3, pladeselskaber og de store festivaler, der har besluttet, at det er det, som vi skal høre? Man kan selvfølgelig også vælge det uskyldige perspektiv og se teksterne som sange af unge mænd, der tænker meget på sex. Men jeg synes, at den uskyldighed er problematisk, når det bliver så nedladende, som det er tilfældet.«