Når man som Prince én gang har skabt storværker som 'Purple Rain', '1999', 'Parade' og mit personlige favoritalbum, 'Controversy', så sidder man i saksen.
Fortiden kan blive noget nær umuligt at leve op til. Og uanset, hvordan man vender, drejer og lytter til 56-årige Prince spritnye album 'Art Officiel Cage' (det første af to nye titler på én dag), så er der hulens langt op til toppen af bjerget.
Efter årtier på egen forretningshånd har Prince igen slået pjalterne sammen med pladeselskabet Warner, som han engang for længe siden beskyldte for at gøre ham til en 'slave'.
Men desværre er tøjlerne stadig alt, alt for løse. Ingen tør tilsyneladende prikke prinsen på skulderen, når en sang bare ikke er fed nok. Og derfor slipper alt for mange skitseagtige funkforsøg igennem nåleøjet, der i dag må være på størrelse med et ladedør.
Bevares, Prince er stadig - og måske mere end nogensinde - et teknisk geni, der både som sanger, producer og ikke mindste guitarist kan løbe om hjørner med og spille bukserne af hvem som helst.
Men hvis sangene - som her - aldrig for alvor når ud over det udmærkede (U Know) og tiltider kryber helt ned til det pinligt ringe som titelsangen, der på de nordiske versioner af albummet bliver indledt af en DANSK rap af Prince-bassist Ida Nielsen, så er det samlede resultatet aldrig for alvor noget at skrive hjem om.
Det er selvfølgelig skønt at høre friske toner fra Prince' hjemmestudie i Minnesota. Kun få kan spille dyb funk som Hans Kongelige Groove-hed.
Men når begejstringen for de nye og teknisk velfunderede toner har lagt sig, så går der ikke ret lang tid, før man igen drømmer sig væk på klodserne til de virkelige mesterværker: 'Cream', 'Sexuality', 'Raspberry Beret', 'Let's Go Crazy', 'Kiss', 'Sometimes it Snows in April' og '1999'.
Prince, 'Art Officiel Cage', tre ud af seks stjerner
