Hyggelig Zididada-lal fra bronzealderen, en glimrende rå Jess - Børge - Holtsø, ufejlbarlige Simon Kvamm og en lykkelig Rasmus Seebach. Jelling Festivalen er i fuld gang.

Det ville være løgn at hævde, at det aldrig slår fejl. Men så meget er sikkert, som at det SJÆLDENT slår fejl: Når det første band går på scenen på den første musikfestival i Danmark, undlader Ham Deroppe sjældent at understrege i hvilken ussel forfatning VVS-arbejdet på øverste etage egentlig er.

Med andre ord; da Zididada gik på scenen og for alvor åbnede Jelling Festival i går klokken 13.15, sejlede det ud af sluserne foroven, som havde Ham Deroppe en bedre skovbrand at skulle slukke. Eller også kan Han bare ikke lide Zididada. Det er der dog stadig nogle få andre, der kan.

Selv om ingen vist efterhånden kan huske, om Zididada har haft et hit siden den sene bronzealder. Ingen synes heller at bekymre sig om dét. Ærligt talt er bandets optræden efterhånden bare en omgang lal for de tilbageværende omvendte. På den anden side set kan jeg jo give ordet til min nye ven, bartenderen: 'Ja,hva’ fa’en, det er jo hyggeligt nok.'

Netop som Zididada vælter ind i den omgang semi-latinpop, som 'Zididada Day' efterhånden er blevet. Publikum er enige. For hygge og meget af samme ER Jelling Festival. Eller som festivalens veterankonferencier Hans Otto Bisgaard medgiver i en stille stund:

'Jeg synes sgu’ ikke, der er så meget rock i går, Steffen! Men ved du hvad – vi skal nok få en hyggelig weekend ud af det alligevel.' Det er da dét, vi skal. Og det er så i øvrigt den generelle holdning hér fra starten på en festival, som har taget Skanderborgs gamle 'vi-skal-hygge-os-skal-vi' mantra til sig og ophøjet det til en kunstart. Ingen har jo sagt, at det behøver være høj kunst for at befordre højt humør.

Eller som 'Olsenbandens Børge', på dåbsattesten hedder han Jess Holtsø, understregede i ét af sine bedste numre, da han trådte op efter Zididada med et fint turneret soul- og bluesrock sæt: 'Let’s have a smokin’ good time.' Jess er ikke just en mand, som aldrig har hørt om Joe Cocker – for nu at udtrykke det på dén måde. Men han er sgu en glimrende, rå bluessanger og afgjort værd at tage med på en regnvejsdag.

Så vi fik en 'smokin’ good time' og tændte sågar endnu en cigaret dertil, men der skulle De Eneste To – sangerne og sangskriverne Simon Kvamm og Peter Sommer – til, før festen i Jelling begyndte at tage fart. Simon Kvamm har ét, man med et smart ord kalder 'presence', i et omfang, så selv de mest ambitiøse folkeforførere må misunde ham.

Uanset om det er i Drengene Fra Angora, Nephew eller De Eneste To, så skal dén mand bare strække den hule hånd frem. Så lægger publikum sig i den.

Som oftest fuldt fortjent i øvrigt. 'Ku’ den mand ikke snart tænke sig at gøre et eller andet forkert,' som min sidemand undrede sig. Med De Eneste To og finurlige sange som 'Østjylland Dreaming', 'Det var det, der slog dig, da du faldt' og den fornemme 'Hvem springer du for' er der ikke noget, der tyder på det.

Publikum var i Lykkeland. Det er de stadig. Vi har lige fået et fint heavyrocksæt med den gamle Uriah Heep sanger John Lawton, og ude på hovedscenen gjorde Rasmus Seebach den lykke, han har det med at gøre, mens han lykkeligt lod overdøve af et ekstatisk publikum, mens han under en blytung himmel sang sin fars 'Under stjernerne på himlen'. Hér på Jelling er 'plads til mangfoldighed' ikke bare en omgang parole-prygleri.

Hér er det sgu’ en realitet. Så lad det regne og blæse. Støt står den danske festivalgænger – og det har han/hun tænkt sig at blive ved med, skulle jeg hilse at sige.