For øjeblikket trives musikken herhjemme ganske fint, sådan salgsmæssigt. Over de seneste år er udgivelsesraten af danske plader eksploderet, og i dén sammenhæng synes det oplagt at hive ”kvantitet versus kvalitet”-problematikken frem.
Er det nødvendigt med alle disse udgivelser? Er der virkelig så mange stilskabende genier gemt i landets afkroge, som bare mangler at få deres toner trykt som 0er og 1taller på en plastikskive? Svaret synes umiddelbart at være ”nej”.
Det er ingen hemmelighed, at langt størstedelen af de danske bands, der er poppet frem i det nye årtusinde, er næsegrus begejstrede over 80ernes elektroniske rock og den dystre synth, der efterhånden peger 30 år tilbage i tiden til post-punkens fædre Joy Division, The Fall, Bauhaus, The Cure, etc.
Mere eller mindre åbenlyst har navne som Spleen United og Veto på genoplivet genren med marginale modifikationer, som lige nøjagtig har berettiget deres eksistens. Og så er der Green Concorde, hvis mission er den samme som Spleens og Vetos – bare uden nogen som helst modifikationer.
Og hvorfor så egentlig ikke nøjes med at slå sig løs som coverband?
Scroll ned for at læse videre…
Plagiat på plagiat
Nej, Green Concorde insisterer på at udgive plader i eget navn, og deres andet album – ’Down the Corridor to the Exit, Through the Gates Out Into Safety’ – er en kort affære, hvor kvartetten når igennem ni sange på knap en halv time.
At herrerne har selverkendelse nok til at klæbe et ”For Fans of Interpol, Editors or Joy Division”-klistermærke på forsiden af pladen retfærdiggør imidlertid hverken den fuldstændig idéforladte kopiering af disse bands eller indtrykket af, at man fuldstændigt spilder sin tid.
Interpol og Editors plagierer i forvejen Joy Division, så når Green Concorde imiterer Interpol (fx ’Miami’ og ’Silence and Glass’) og Editors (’Flowers of Romance’ og ’After Love (Nothing Else Will Do)’), fremstår de som plagiatorer af bands, som igen plagierer andre bands, og for at sige det lige ud:
”Hvorfor?” og ”Hvorfor egentlig opkalde en sang der lyder som Editors efter et Public Image Ltd.-album???”
Killing Joke på valium
Trods den korte spilletid, er det en prøvelse at kæmpe sig igennem den halve time, der indeholder så mange referencer (til musik, der refererer til musik), at man lægger mere mærke til dem end man gør til selve musikken. Og det hjælper selvfølgelig ikke, at kvartetten heller ikke har evnerne til at sætte en ordentlig sang sammen.
Eneste formildende omstændighed er den afsluttende sang ’Death’, der ganske vist lyder som Killing Joke på valium, men som – om ikke andet – afviger fra den Interpol/Editors-skabelon, der lægges for dagen på resten af pladen.
Om Green Concorde kopierer disse to tidstypiske og populære bands for at ride med på popularitetsbølgen er ikke til at sige. Én ting, der dog er helt sikker, er, at denne plade intet vil og derfor ingen vegne kommer.
