Julias Moon burde efterhånden være et navn, der vækker genklang hos de fleste. Gruppen har nemlig med raketfart nået toppen af poppen med radiohits som "Lipstick Lies" og "Palace", der begge kan findes på ep'en "Fake ID Heartbreak" fra november 2014. De seneste måneder er successen oven i købet eksploderet i en eksponentiel opadgående kurve med et stjernespot i "X-Factor 2015"-finalen plus en plads på Spot Festival, såvel som Smukfest og Tinderbox.

Det kører for drengene i Julias Moon. Og så alligevel ikke helt. For det er ikke mere end knap to uger siden, at gruppen annoncerede, at de havde fået amputeret et medlem. Bassist og komponist Nicolai Gabold havde nemlig valgt at forlade bandet "efter grundlæggende uenighed om gruppens kunstneriske linje", som det blev beskrevet på Julias Moons officielle Facebook-side.

Alt dette er dog ikke til at mærke ved aftenens sceniske energiudladning, der føles som en fuldendt enhed, hvilket de mange hvinende kvindelige fans vidner om. Og så alligevel. For trods Julias Moons solide musikalske profil på hitfronten som uptempo electropoppere med kant og retrolyd, finder man også flere genremæssige afstikkere under koncerten, der får en til at spekulere over, i hvilken retning den resterende duo, bestående af Louis Samson og Oliver Kincaid, nu vil gå.

 

Dansetrip og bar overkrop

Publikum er pakket som burhøns til aftenens næsten udsolgte koncert på Train i Aarhus, der som ventet består af en lille overvægt af det feminine køn. Et faktum, der sætter sig igennem, da introen lyder over højtalerne og igangsætter en symfoni af pigehvin, der stiger i styrke, da forsanger Louis Samson træder ind på scenen klædt i signaturhvidt fra top til tå med platinblonde lokker og en hættetrøje med lynlås. Bortset fra den manglende lyd på de første par linjer af vokalen starter koncerten lovende ud med det nye nummer "Studio", der med et næsten dubstep-tungt beat sætter gang i festen. Også de næste to numre "Red Fur" og "Ultra" holder den intense energi, og publikum er helt med på duoens dansetrip på scenen, der smitter helt ned i de bagerste rækker.

"I ligner en drøm, man aldrig har lyst til at vågne fra," lyder det anerkendende fra Samson inden sangen "Ocean Drive", hvor frontmandens imponerende falset bliver udfoldet, så de små hår rejser sig på armene, og den kvindelige halvdel af tilskuerne skruer op for decibellen. Dette bliver blot intensiveret, da aftenens første velkendte track "Delirium" fra "Fake ID Heartbreak" sætter gang i fællessang, samtidig med at hættetrøjen bliver lynet op og afslører en bar overkrop til pigernes fryd.

Næste højdepunkt er hittet "Palace", der sætter hele salen – både mænd og kvinder - i bevægelse, idet den velkendte basgang (spillet på guitar) bølger ud af højtalerne. Zacharias Celinder har – i hvert fald for en aften – overtaget rollen som bassist og guitarist efter Nicolai Gabold, og det gør han godt. Med en ukarakteristisk rocket guitarsolo kommer der desuden nyt input til popmusikken.

 

En værdig afslutning

Der bliver plads til et enkelt downtempo nummer med "Replay" (hvor hættetrøjen i øvrigt ryger helt) inden endnu en fællessang med hittet "Bay" og det forfriskende og flødeskumslækre covernummer af Rihannas "Rehab", der blev til som en del af DR Output i februar i år. På "Strawberry" og "Swim" sniger sig en underligt eksperimenterende og knap så vellykket synthesizer sig ind fra Oliver Kincaid, mens sangen "All That Matters" med akustisk guitar og senere beat, trommer og synth bærer tydelige præg fra den amerikanske r&b.

Aftenen slutter på toppen med megahittet "Lipstick Lies", der også uden tvivl er bandets hidtil bedste udspil. Under introen (der naturligvis fyrer op for hvinsymfonien igen) opfordrer Louis Samson publikum til at synge med, og i første vers og omkvæd bliver der skrålet med for fulde lunger, mens Samson render rundt mellem det tætpakkede publikum med mikrofonen foran sig. Men vi bliver heldigvis ikke snydt for smørvokalen, for med en upåklagelig timing, der i øvrigt er kendetegnende for aftenen, står Samson på pletten til at gentage første vers. Sidste nummer samler op på hele aftenen. Hver og en, mænd og kvinder, synger med på hittet, mens gulvet danser, og forsangeren gør sit ypperste for at få folk med på sit trip med taktfast klappen, udstrakte hænder til pigerne på de forreste rækker og ikke mindst det lækre, energiske, uptempo track, der indbefatter alt, hvad Julias Moon står for.

 

Flot månelanding

Der er ikke en trusse tør i Trains lokaler denne vellykkede aften. For Julias Moons aromatiske blend af 80'er-pop, disco, electronica og r&b virker. De små afstikkere i løbet af aftenen tyder dog på, at der stadig bliver eksperimenteret med musikken på trods af, at gruppens kerne synes så klar. Men måske netop derfor fungerer musikken, der med en forholdsvis simpel melodisk opbygning alligevel har kant, der redder den fra det kedelige. Musikken har en leg og en energi, der kan bære navnet Julias Moon helt op til stjernerne.

Denne aften er der virkelig meget, der fungerer. Den upåklagelige timing, Louis Samsons vokal, det skarpe band (der ud over synthesizer og bas bestod af Felix Ewert på trommer og Thorval Naur på keyboard), god lyd og en forsanger, der tydeligvis nyder opmærksomheden. Det, der fungerer knap så godt, er småting som flødebolletricket med at smide trøjen, og så er der desværre ikke helt nok hits i ærmet til at holde niveauet koncerten igennem.

Men det er fire store stjerner, der bliver sendt i Julias Moons retning denne aften, hvor de måske nok ikke nåede solen, men i hvert fald landede på månen.

Train, Aarhus, torsdag d. 23. april 2015