Den purunge kvintet sikrede sig en formfuldendt og vital københavnsk headliner-debut
Lad os få noget på det rene fra start. Det ville være en underdrivelse af kaliber alene at give internettet skylden for LISS' mildest talt bombastiske succes. Der er ingen aktive artister i dagens musikalske virkelighed, der ikke kan tilskrive skylden for en grad af deres renommé til internettet.
Kan succesen dog også skyldes noget andet end enormt præcis placering og tidspunkt for de fire drenge i det danske band (med en ekstra musiker live), må et spædt bud være det overraskelsesmoment, som omgærder kvintetten
. For hvem havde set det komme, at et pladeselskab med visuelle og soniske referencer plantet dybt i punkens æstetik skulle hive et passionsprojekt med dun på overlæben og stærke tag i 80'ernes funk og soul op af hatten og sætte dem på landkortet.
Godt nok kunne LISS i deres udstråling minde om artsfæller fra det københavnske pladeselskab, Escho. Men i modsætning til disse har LISS et helt andet musikalsk arsenal på fingerspidserne, som tydeligt ses (og høres) på deres live setup: chimes og koklokke på trommerne, den midttoneløse bas og synthflader af den store skuffe.
LISS revitaliserer en mængde musik, der ikke har haft sin gang på danske scener i umindelige tider og for en nyere generation, der allerede har taget godt imod andre nyere danske r&b-acts med tydelig pop-sensibilitet. Det er en afart af poppen, hvor discokuglens tilstedeværelse, som på Jazzhouse denne aften, er legitim som bare fanden.
Mørklagt spilletid
Den løst funkede og r&b-groovende musikalske forståelse, der sidder helt oppe under neglene på de fire drenge spilles live med et ungt menneskes vitalitet og fremdrivende kraft, der til tider kan virke lidt for ivrig og naiv.
Men altomsluttende for LISS er den passionerede intensitet og en bevidsthed om kvalitet, der nok så meget er hentet fra øvelokalet, som den er fra dyrtkøbte erfaringer, alt for tidligt i bandets korte karriere. Kort inde i aftenens sæt beder forsanger Søren om at få scenelyset slukket, hvilket forbliver slukket koncerten ud, så de optrædende fremstår som sorte silhuetter på Jazzhouses hovedscene.
Der er forskel på bevidst at holde igen på sit kropslige udtryk som performer og så helt at udviske den fysiske tilstedeværelse. LISS valgte ved at slukke lyset at trække sig helt tilbage fra enhver form for tilstedeværelse, hvilet kunne virke demonstrativt reaktionært for, hvad der kunne betegnes som bandets københavnske debutkoncert som hovednavn.
På den anden side er det heller ikke lange guitarsoli og hæmningsløs improvisation, der er brug for hos et band, som både i persongalleriet og bandets alder er så ungt, som det er.
Der er derimod brug for simpelthen bare at spille. Der er brug for sceneerfaring, genkendelighed med følelsen af at stå på en scene, sammen, og ikke mindst forståelsen af hinanden i en livesituaiton. Måske var det at slukke scenelyset i grunden en stikkende påmindelse om, at det kræver tid og øvelse at stå foran fuldt hus, ikke blot enerverende pace for at præsentere "det nye" for hele den danske befolkning, før bandet selv har fundet ud af, hvem de vil være.
En støvbelagt analogi om, at Beatles spillede 200 shows i Hamburg, før de overhovedet blev kendte i hjemlandet, er måske et meget passende billede på, at det simpelthen kræver gammeldags benarbejde frem for overraskelsespotentiale, før de store scener kan indtages og ikke omvendt. Derfor var Jazzhouse netop også en passende størrelse til et band, der har så meget potentiale og kreativitet, at det vigtigste lige nu simpelthen er at få spillet. Igen og igen.
Aftenens koncert var en vigtig og fortjent debut. Det var ikke blot en promotionel fremvisning for de fremmødte branchefolk. Det var en måde, hvorpå fire unge drenge kunne vise, at de ville noget andet og mere end den bedste sendetid på landsdækkende tv. På den mørklagte scene var det musikken der talte, først og fremmest musikken. Så må alt det andet komme bagefter.
Liss, Jazzhouse, København, torsdag d. 21. januar 2016
