Anmeldt af Julie Hugsted - Gaffa
Publikum er vilde og klar på et brag af en fest allerede fra begyndelsen af koncerten, hvor Kaka lægger ud med sine vilde rim og speedrap afbrudt af bandets bouncy rytmer. Der er allerede fra starten et højt tempo og velfungerende skift til de roligere passager. God offbeat reggaefeel og total publikumskontakt både imellem og under numrene, hvor det musikalske overskud er tydeligt hos både Kaka og Pharfar.
Den tunge og dynamiske bas, trommerne, der holder beatet, guitaren, der skifter mellem beat og offbeat og blæserne, giver en art tidlig jamaica-ska-feel. Der spilles godt og fejlfrit af de dygtige musikere, og de korte instrumentale passager i løbet af koncerten er meget velfungerende. Det musikalske univers byder på elementer fra dancehall, reggae, ska-inspiration og dubstep.
Fra andet nummer kommer Pharfar for alvor på scenen med sin dybe vokal og opfordringer til at synge tralalala og hey ho efterfulgt af "lad os se hænderne i vejret" - og som sagt, så gjort. Publikum danser, kaster hænderne i vejret, synger med og fester med bandet hele vejen.
Som et forfriskende indslag i koncerten kommer der en gæsteoptrædende, Mitch fra Jamaica, en mand, der skaber en fed rasta og reggaefeel med sin sang. Man kan undre sig over, at han vælger at afslutte sin optræden med at synge "The Lion Sleeps Tonight", og hvorvidt det skal forstås som en reference til "Løvernes Konge" eller som en hilsen til Flemming Bamse Jørgensens "Vimmersvej" (som er på samme melodi) er uvist, men det virker lidt malplaceret.
Ufarligt festfyrværkeri
Der er dømt hitparade og et næsten konstant fokus på sex, damer, sex, damer og lige lidt liderlighed. Der bliver ikke taget de store chancer på hverken den tekstuelle eller den musikalske side. Det er lidt skuffende, at noget af toppen af dansk dancehall ikke bider mere fra sig, og man kan godt savne nogle mere direkte referencer til de musikalske rødder, følelser, oplevelser, verdenssituationen - bare et eller andet, der vil andet og mere end den gammelkendte og lidt for letkøbte seksualfiksering. Der bliver brudt med denne tendens få gange i løbet af sættet, men man kunne godt forvente et mere varieret tekstunivers fra begge kunstnere, der i andre sammenhænge har bevist, at de er mere end leflen for laveste fællesnævner.
Det bør nævnes, at Pharfar selv tager initiativ til at stagedive og rapper videre, imens han ligger oven på den svedige, dansende og lykkelige crow. Både Kaka og Pharfar rapper eminent og imponerende, imens deres skønsang også er flot og velfungerende. Alt i alt en udmærket musikalsk oplevelse og en fed fest, der kunne have haft lidt mere kant.
