I 1989 udsendte Bob Dylan ’Oh Mercy’. Et album, der blev vel modtaget som et sandt comeback efter ti års skråplan med kristent orienterede gospelalbums grænsende til det propagandistiske, rock/blues-venstrehåndsarbejde og de to knap så håbløse, men trend-leflende ’Infidels’ og ’Empire Burlesque’.
På ’Oh Mercy’, hans seksogtyvende album, samarbejdede Dylan med den canadiske musiker og producer, Daniel Lanois, der tidligere havde hjulpet blandt andre Brian Eno, Peter Gabriel og U2. Atmosfære, rumklang og et hav af instrumenter kendetegner en Lanois-produktion, og hans Dylan-produktion udgør ingen undtagelse.
Ikke altid til lige stor gavn for den aldrende sangskrivers kompositioner.
Alligevel samarbejdede de to igen otte år senere på ’Time Out of Mind’, der kom efter endnu et svagt album (’Under the Red Sky’) og to loyale, men reelt set overflødige folk-coveralbums (’Good as I Been to You’ og ’World Gone Wrong’), men siden dengang har Dylan selv produceret efterfølgende ’Love and Theft’ og senest ’Modern Times’.
Og det er præcis denne periode fra ’Oh Mercy’ frem til ’Modern Times’ (1989-2006), den ottende del af ’The Bootleg Series’ (eller Dylans overskudslager, om man vil) dækker over.
Læs videre nedenfor
Frugtbare sessions
Som sædvanlig forundres man flere gange over perler, som Dylan af uvisse årsager har valgt at eksludere fra de endelige cuts, men her er også en række åbenlyse eksempler på underlegne versioner, som er fravalgt til fordel for det bedre.
Materialet fra ’Time Out of Mind’ vejer tungest, og dobbeltalbummets perle og største kasseringsoverraskelse stammer da også der fra: ’Red River Shore’, der er en kløgtig opdatering af klassikeren ’Desolation Row’ parret med stemningen fra ’Tryin’ to Get to Heaven’ og en sangtekst, der viser mesteren i sit sande es.
Fra samme sessions kommer også to versioner af ’Mississippi’ (tre, hvis man køber den dyre deluxeudgave af sættet!), som Dylan lagde helt på hylden indtil han indspillede ’Love and Theft’ tre-fire år senere i en helt fjerde fortolkning, og på den alternative version af ’Can’t Wait’ viser Bob, at han rent faktisk kan synge; at den tobaks- og whiskeyhærgede rallen er et bevidst valgt, der tjener et formål.
Til gengæld giver det mening, at ellers habile ’Dreamin’ of You’ (se musikvideoen med Harry Dean Stanton nedenfor) blev sorteret fra, for den havde slet ikke passet ind på albummet med den dystre, slæbende stemning, men ’Marchin’ to the City’ var nok kommet med, hvis der havde været fysisk plads til den på cd’en, og den ikke havde mindet så meget om ’’Til I Fell in Love with You’.
Skyhøjt niveau, trods alt
Det mindst interessante ved dette dobbelte sæt er faktisk de to ’Modern Times’-indslag. Man forstår godt, hvorfor disse omarrangerede versioner af ’Someday Baby’ og ’Ain’t Talkin’ blev skrottet.
Det er heller ikke forfærdeligt interessant at høre Dylan fortolke bluespioneren Robert Johnson (’32-20 Blues’), synge duet med bluegrass-ikonet Ralph Stanley (’The Lonesome River’), mens man også klart fornemmer, at der er brugt knap så mange kalorier på soundtrack-bidragene.
MEN: Dylan holder et skyhøjt niveau resten af tiden. Foruden ’Red River Shore’, får man en definitiv version af ’Most of the Time’, som går endnu renere ind fremført af Bob solo med sin akustiske guitar og mundharpen, end den gør under Lanois’ teatralske produktion. Det samme understreges via den genialt grandiose liveudgave af ’Ring Them Bells’.
Og i Bobs verden er det som bekendt de små ”simple twists of fate”, der tæller. Således afføder to tilfældige stop forbi studiet uden for albumsessionerne da også magien. Tag bare melankolske ’Miss the Mississippi’ fra 1992 eller 2005’s ’Can’t Escape from You’, der uden tvivl burde have været med på ’Modern Times’.
’Tell Tale Signs’ er først og fremmest et unikt musikhistorisk dokument. Ikke alt materiale er lige stærkt, men at en musiker har overskudsmateriale nok til at fylde mere end ti albums, der stadig vil være bedre end standardrockpladen siger i dén grad alt.
Udgivelsen er udkommet i en enkelt cd-version, på dobbelt-cd, 4-dobbelt vinyl og endelig i en samlerboks med en bonus-cd, der indeholder yderligere alternative takes (blandt andre en suverænt svævende ’Can’t Wait’), en fornøjelig boogie-stomp (’Duncan & Brady’), samt en tyk billedbog med artwork til alle Dylans udgivelser.
Se musikvideoen til 'Dreamin' of You' her:
