*****
(Fem stjerner)
One-two-three-four!
Og så er man inviteret indenfor i et turnerende, interaktivt rock’n’roll museum ved navn Bruce Springsteen. Et mytologisk oldekolle bestående af en flok musikere, der trods et par dødsfald undervejs har holdt sammen siden 70ernes begyndelse.
Med fem åbningsnumre ’Out in the Street’, ’Badlands’, ’Cadillac Ranch’, ’Rendevouz’ og ’Sherry Darling’ som de fem første numre et frygtingydende udlæg, der ville rydde ethvert bord, hvis en rockfest var et pokerspil.
Men ’Out in the Street’ i et skræmmende jammerligt lydbillede med Bruce selv alt for høj og skingert i forhold til resten af bandet - men med Parken beredvilligt klar til fællessang, Det gik lidt bedre i det ikoniske guitar-saxofon mellemspil i ’Badlands’, igen med Parken på kor og aftens første snip af magi.
Der kan siges meget om lydforholdene i betonkatakomben under Don Ø’s gamle rulletag - meget lidt af det godt. Når den dundrende mudderklirren kvæler det swing, det har taget trommeslager Max Weinberg og bassist Gary Tallent syv årtier at forfine og den elektriske strøm fra de tre guitarer og nuancerne i Roy Bittans ikoniske (der var ordet igen) keyboardspil. Ja, så er den gal.
Velgørende Bruce-bøf
Først efter på enhver måde velanbragt Max-trommesolo, hvor lydmanden fik mulighed for at skrue op - og en skævt velgørende Bruce-bøf i begyndelsen af en shuffleversion af ’Blinded by the Light’, tæt på den oprindelige ’Greetings from Asbury Park’-version, begyndte det at ligne lidt.
Jeg følte mig i hvert fald ikke længere taget som gidsel af det kollektive forventningsus, men en smule med - uden dog helt at kunne svare 'ja' til Bruce's retoriske spørgsmål ’Can You Feel the Spirit?’.
Det virkede som om, bandet deroppe på scenen fornemmede, at der skulle arbejdes hårdere end et undertippet islandsk fodboldlandshold for sejren.
Nu er ’The River Tour’ strengt taget lidt af en falsk varebetegnelse. Bossen og hans band spillede kun en stor håndfuld ’The River’-numre.
Kun på den første, amerikanske del af turnéen spillede The E-Street Band hele dobbeltalbummet.
Og nu vi er ved dét - det var dér midt i ’Hungry Heart’, det første rigtig magiske øjeblik med chefen ude midt på plænen indfandt sig.
Blue collar-sangerens harme
En fornemmelse af den gamle blue collar-sangers harme i ’Death to my Hometown’.
En episk version af ’The River’, der kom til at passe smukt til den nedadgående sols stråler i toppen af C-tribunen, der indtil da kun havde leveret ekko.
Efterfulgt af en smertelig, underspillet - ja sgu - version af ’Point Blank’.
Da hørte vi, hvilken fantastisk, personlig, ekstremt udtryksfuld sanger, Bruce Springsteen stadig er, når han får flere minutters ’uhuu’ til at lyde som et vokalt roadtrip ind i den mørkeste mareridtsversion af ’Den amerikanske drøm’.
Nu med helt klar lyd på Roy Bittans keyboards, Weinberg og Tallent.
En version af ’Murder Incorporated’, hvor Bossen og de to sidemen Nils Lofgren og Steven van Zandt meldte sig ind i kampen i et frenetisk trekløver. Herfra var det Bruce Springsteen, som vi vil have ham, og som han vil have os.
Top charmerende versioner af ’Working on the Highway’, ’Darlington County’ med en lille Bruce-hilsen til ’Honky Tonk Women’, nu med dét swing, igen i ’Waiting on a Sunny Day’, hvor Bossen, som ved alle sine koncerter, fik vokal hjælp af en publikummer. F***ing rørende.
B-menneskernes Internationale
Og der var vi så nået to timer ind i koncerten med en overjordisk overdådig version af B-menneskernes Internationale, ’Because the Night’, som aldrig er hørt bedre med E-Street Band. Igen sad man med fornemmelse af et band, der godt vidste, at der skulle gives noget ekstra her i aften.
Bruce Springsteen kan aldrig blive kulturdefinerende som i 70erne og 80erne. Men som bærer, ikke bare af sin egen legacy - i sig selv en gedigen, på papiret umenneskelig opgave - men som den fremmeste rejsende i rock’n’roll america og gospell-formidler af håb er 66-årige Springsteen stadig i fuld vigør. Hans timing som sanger og performer, bandets præcision er næsten gribende skarp, så godt den nu høres i her i det københavnske svar på Ekkodalen.
Buldrende løs i ekstranumre som i 'Born in the USA', det livsdefinerende 'Born to Run', hvor der desværre blev skruet for højt op for musikken - den sangs komplethed, budskabet, generationer har spejlet sig i, fortjener lyd, der tjener dens spiritualitet.
Skruet højt op ja, men så et lille break sammen med alle sidemens father sideman, Steve van Zandt igen nede ved publikum.
Løssluppenhed og suverænt band
The E-Street band, som vi så det i aften, er løssluppenhed, inklusion, et suverænt rockband, formidler af nogle af de bedste rocksange overhovedet. En mission, som få andre end Bruce Springsteen nogensinde vil komme til at stille sig selv overfor og kunne løse; danseband på den ene side, Holger Fællessanger, sprechstallmeister og direktør i sit eget rockcirkus og en mand, der forandrede verden.
Klokken er 23.35, vi har netop hørt Springsteen synge 'We're pulling out here to win'. Før da '10th Avenue Freezeout' med 40.000 danskere og svenskeres hyldest til afdøde Clarence Clemons og Danny Federici på storskærmen og den obligatoriske soulklassiker 'Shout', hvor bossen minder sig selv og os andre om, hvor han kom fra i klubberne i Asbury Park, NJ.
Vi ved ikke, om friheden, Springsteen besang i 'Thunder Road', snart vil blive smadret af en mand ved navn Trump. Men vi ved at denne koncert endte som en oplevelsesmæssig triumf.
Når det er sagt, er jeg glad for, at jeg nåede at se den guddommelige koncert på Roskilde Festivalen 2012. Med ordentlig lyd.
Bruce Springsten and the E-Street Band, onsdag aften, Parken.
